Spar Nord nyder godt af engangsindtægt
Første halvår endte med et overskud på 630 millioner kroner
FREDERIKSHAVN: Af det netop offentliggjorte regnskab fra Spar Nord fremgår det, at banken i første halvår kan præsentere et resultat på 630 millioner kroner efter skat svarende til en egenkapitalforrentning på 15,3 procent.
Dermed blev første halvår 2018 et af de bedste halvår i Spar Nords historie.
Resultatet trækkes blandt andet op af Spar Nords salg af sin aktiepost i Valueinvest Asset Management, mens også udviklingen i samfundsøkonomien har bidraget positivt til resultatet, fortæller direktør i Spar Nord Bankområde Nord Morten Kock:
- Det er særligt positivt, at udviklingen i samfundsøkonomien fortsat er opadgående, og at vores kunder oplever at få en mere og mere robust økonomi. Det smitter blandt andet af på vores forretning i form af vores nedskrivninger, som fortsat ligger på et lavt niveau, og vi kommer således ud af første halvår med nedskrivninger for samlet set 16 millioner kroner, siger han og fortsætter:
- Dertil kommer, at vi fortsat oplever vækst i bank- og realkreditudlånet samt formidling af produkter på forsikrings- og pensionsområdet. Alt i alt betyder det, at vi kommer ud af første halvår 2018 med et resultat, som vi kan være godt tilfredse med.
I første halvår 2018 vokser Spar Nords realkreditformidling med 2,1 milliarder kroner, mens bank- og leasingudlånet vokser med 1,3 milliarder kroner.
Samtidig medfører salget af Spar Nords aktiepost i Valueinvest Asset Management en indtægt på 154 millioner kroner.