Sort af mennesker ved Silvan

19. maj 2017 kl. 10.00

Fredag morgen var en kødrand af håndværkere, gør-det-selv-folk og andre med næse for et godt tilbud mødt op ved SILVAN på Toftegårdsvej.

Der var nemlig store rabatter i butikken, som 1. juni skifter ejere.

Lokaler på Toftegårdsvej 14 bliver en del af STARK-kæden, der ligesom SILVAN ejes af DT Group, Nordens største distributør af byggematerialer.

Hos DT Group er man i gang med at tilpasse aktiviteterne i Danmark og har bl.a. igangsat en proces med salg af SILVAN-kæden i Danmark.

Det sker for at skabe et mere målrettet fokus på de professionelle håndværkere.

For Frederikshavn betyder det, at man i DT Group fremover satser på at udvide STARKs kapacitet til gavn for håndværkerne via de kvadratmeter, som hidtil har huset SILVAN.

- Med udvidelsen i Frederikshavn sikrer vi fremadrettet, at håndværkerne kan trække på både større sortiment og stærkere logistik, fortæller adm. direktør i STARK Britta K. Stenholt.

Adm. direktør i SILVAN, Freddy Lauridsen, siger, at det har været en vanskelig, men nødvendig beslutning at lade STARK overtage SILVANs lokaler:

- SILVAN ser altid på de muligheder, der er i markedet, og derfor også på muligheden for alternative placeringer fremadrettet.

- Medarbejderne i Frederikshavn har leveret en fantastisk og loyal indsats, og vi vil kigge på alle muligheder, herunder omflytninger og alternativer til opsigelser. Så mange som muligt vil blive tilbudt beskæftigelse i andre SILVAN varehuse, men de medarbejdere, som desværre skal forlade os, vil naturligvis være de første, der vil komme i betragtning, når kommende ledige stillinger skal besættes, uddyber Freddy Lauridsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste