Sommerskribenten kan lide at cykle

Det kan godt være, at der er lidt nørdet at vise sine gæster en “straffestol” og en eller anden grad af storhedsvandvid at sammenligne Skærum mejeriby med Athen.

Udgangspunktet, hvad enten man nu vælger turen til fods, på cykel eller i bil er Skærum kirke.

Men husk Skærum sogn er et af de mest bakkede sogne i Vendsyssel og vi skal helt op i knap 100 meters højde.

Kirken er den ældste i området og adskiller sig fra Vendsyssels bemærkelsesværdigt mange teglstenskirker ved at være bygget i kvadrehuggede granitmarksten. Kirken er kullet, det vil sige uden tårn og blytækket.

På nationalmuseet

Den er dateret til midten af 1100tallet, blandt andet på baggrund af nogle mønter fundet under gulvet i kirken, slået senest 1157. Kirkens klokke er også dateret til midten af 1100tallet. Selvom meget af det oprindelige kirkeinventar befinder sig på Nationalmuseet, og museet i Hjørring, er der stadigt meget at kigge på, som korbuekrusifikset og den specielle romanske granitdøbefond. Men gå selv på opdagelse i kirken, som oprindeligt er indviet til Sankt Jørgen, ham der slog dragen ihjel.

På vej ud og udenfor findes nok Danmarks største samling af romanske gravsten.

Gravsten som i Norge dateres så tidligt som midten af 700tallet. Så lad blot fantasien få frit løb. Kan disse sten, med deres forskelligt indhuggede kors af alle typer, være sat over middelalderlige korstogsfarer. Bag en lille låge i kirkegårdsdiget mod øst skimtes sognets gamle skole, og bag den igen Annexpræstegården i Øster Skærum.

Det er også ved kirken, de gamle vejforløb samles, for at lede sognets beboere sikkert over Skærum ogSludstrup broer.

Vi krydser Lendumvej, og kører ad Borgervej ind mod Vester Skærum, der i fordums tid var den store centrale by i sognet med smed, købmand, mejeri og skole. I dag er kun smeden tilbage, og Hartman Jensens store vinduesfabrik, fra byggeboomet i 60erne, ligge øde og forladt hen. End ikke storken, der engang var en flittig gæst med egen bolig i mejeriets skorsten kigger forbi længere. På vejen fornemmer vi, at vi er på vej mod Vendsyssels tag, og hvorfor det fortælles, at ikke en af agrene i sognet ligger vandret.

For enden af Dybrovej ligger en af områdets smukkeste gårde. Opført i kløvede kampesten fra gårdens marker, af bonden Peder Christensen, som samtidigt gjorde Dybro til et mønsterlandbrug i midten af 1800tallet. Selvom en af de mest bevaringsværdige bygninger blev revet ned for kort tid siden, af vedligeholdelses- og produktionsmæssige årsager, er der stadig både bygninger og de kammede havediger at kigge på.

Midt i byen ved den nedlagte købmandsforretning skifter vejen navn til Vognsbækvej, opkaldt efter områdets helt store landbrugsejendom Vognsbæk, som ligger på toppen af bakken og kigger ud overlandskabet.

Imponerende tempelhøje

Nu er det ikke storlandbruget vi skal kigge på, men de fire imponerende Tempelhøje, der knejser som Akropolis over Skærum. Jorden her tilhørte oprindeligt Dybro, hvis tidligere ejer havde navngivet hver enkelt høj efter sin egen familie. Højene kaldtes også Vollshøwen, ligesom Vognsbæk lokalt kaldes Wonsbæk, og så er vi i førkristen tid, hvor området må have været af stor betydning. Hvis vi fortsætter ad

Hammersholtvej kommer vi til Tislum, som måske er opkaldt efter den nordiske krigsgud Tir. Men vi skal til venstre ad Skudsigvej. Her ligger gården Skudsig i yndefuldt forfald. På modsatte side kan vi igen nyde

Tempelhøjene, men også en lille lund. I bunden af slugten, som vi med forsigtighed kan komme hen til, ved at gå i skovbrynet syd om den tætte skov, venter en overraskelse. Her står den ”Grå Sten”, en kæmpe natursten udformet som en stol, en ”straffestol”. Området er meget fugtigt på grund af et kildevæld. Her begynder Wonsbækken, som måske er en omskrivning af Odins bæk, den nordiske mytologis hovedgud.

Op på cyklen igen

Tilbage på cyklerne går det nu op ad, mod gården Stokholm og rutens højeste punkt over Dybros lergrav, hvor gåden i gamle dage havde sin egen teglproduktion. Herfra kan man ud over Cloostårnet se benene på de høje borerigge i Frederikshavn.

Området her var i slutningen af besættelsen en hovedbastion for modstandsbevægelsen.

Stokholmgruppen, der stod for en del nedkastninger i området, havde våben på blandt andet Stokholm og

Boleje, mens politibetjentene var gået under jorden på gården Skærumhede. Den første maj 1945 kom det til en træfning mellem modstandsfolk og tyske tropper på hjørnet af Skudsigvej og Lendumvej. Her faldt tre modstandsfolk og yderligere fem måtte vandre i fangenskab. En mindesten og en lille mindelund markerer træfningen.

Turen bør nu gå over Boleje og Mølbak forbi herregården Eget, hvorom det fortælles at man stadig kan se hugmærker fra 1600tallet efter svenske soldaters sabler i de enorme egetræststolper i laden. Stolperne er efter traditionen tømmer fra områdets oprindelige store egeskove, som hovedgården er opkaldt efter.

Gården er nævnt i 1482, hvor den jyske uradelsslægt Orning, med et vildsvin i våbenet, siges at have haft gården i mere end 100 år. Slægten beholdt gården til langt op i 1600tallet. Turen slutter igen ved kirken efter at have passeret den store gård Sludstrup som en kort overgang havde herregårdsstatus. Her boede blandt andet slægten Larssen med to ss’er. Stamfaderen kom til Sæby under Englandskrigen og slog sig ned som kaperkaptajn. En del af slægten ligger begravet på kirkegården.