Sommerdage på Knivholt
Hver tirsdag i juli er der fra kl. 10-14 Sommerdage på Knivholt
Hver tirsdag i juli måned kl. 10-14, med start den 4. juli, er der Sommerdage på Knivholt.
- Der vil i alt være 4 tirsdage i juli, hvor der vil være boder med smykker, hatte, håndarbejde, brugskunst mv. Den Social Økonomiske Virksomhed "Knifholt" vil have gårdbutikken åben. Der vil være muligt at besøge de arbejdende værksteder hos smedene og trædrejerne, udtaler Anette Jørgensen fra Arbejdsgruppen, - Omkring 10 boder vil der være stillet op i eller ved Vester Lade. fortæller Anette Jørgensen videre.
Trækfulgene vil igen i år være med til at danne rammen om den hyggelige atmosfære der vil være i laden, hvor de vil spille og synge mange gamle velkendte sange. Som sidste år vil der være mulighed for at købe kaffe og kage ved "Smedefruernes Kagebord", som man kan nyde ved de små caféborde med de rød og hvidternede duge. Der ud over vil der til middag være muligt at købe en pølse med brød.
Der vil i år være flere aktiviteter for børnene, som bl.a. skattejagt med spørgsmål rundt på hele den gamle herregård, lykkehjul, sømslåning og armbrystskydning. Ved smedene vil der være mulighed for at få lavet sin egen tinfigur, og museet Sognefogedgården kommer med deres pop-up museum, hvor der vil være aktiviteter for børnene, og de voksne kan se lidt billeder fra museets sommerudstilling.
Veterankøretøjer
Foreningen Knivholt Veterankøretøjer vil komme med nogle af deres gamle biler, som der vil være mulighed for at få en køretur i.
- Knivholt er folkets herregård. Alle er velkomne og det koster kun den billige pris af Gratis at besøge Sommerdage på Knivholt. Dog er der enkelte af aktiviteterne som koster en lille skilling, smiler Anette Jørgensen. - Der er altså lagt op til nogle hyggelige tirsdage på den gamle herregård, og vi glæder os igen i år til den hyggelige intime stemning der vil være på Sommerdage på Knivholt, slutter Anette Jørgensen.