Sommer med Sylvester
Kappelborgs sommerudstilling ”Tilfældighedernes Spil” er åbnet
KOMMUNEN: Sol, sommer og sammen.
Det er titlen på multikunstneren Leif Sylvesters Skagen Plakat, men kunne også være titlen på åbning af kulturhus Kappelborgs sommerudstilling ”Tilfældighedernes Spil” af netop Leif Sylvester.
For varmt og solrigt var det, da kulturhuset slog dørene op for knap 300 besøgende på udstillingens officielle åbningsdag.
- Vi var forberedt på et stort rykind fra starten, og de første stillede sig da også allerede i kø fra kl. 10.30, lyder det fra Kappelborg, som fortæller, at som en overraskelse var Leif Sylvester selv tilstede til at tage imod de første gæster lørdag.
- Det blev naturligvis fantastisk modtaget af de besøgende. Rigtig mange benyttede sig af muligheden for at tage et foto, og få en plakat eller bog signeret, lyder det fra Kulturhuset.
Udstillingen præsenterer i alt 31 skulpturer og malerier, her af tre, der er særligt produceret til udstillingen i Skagen.
Af disse er ”Samtale med en torsk” og ”Vil han klare revlerne” - en parafrase over Michael Anchers kendte værk ”Vil han klare pynten” - solgte, men det er stadig muligt at erhverve sig værket ”Fiskermanden”, fortæller Kappelborg.
Generelt har der været en meget stor efterspørgsel på værkerne, men det skulle som skrevet stadig være muligt at sikre sig et værk for de, der måtte være interesserede.
For alle andre, der har tid og lyst til at opleve de farverige maleriers skæve eksistensener, dyr og hverdagssituationer er udstillingen åben alle dage (onsdage undtaget) til og med søndag 16. august.