Snapsevandring på Hulsig Hede hele sommeren
På en varm junidag startede sommerens Snapsevandring i Skagen op med arrangør snapsogurter.dk alias Jan Kristiansen fra Aarhus og hans store viden indenfor området.
Gennem 10 torsdage fra kl. 14.00-16.00 kan interesserede turister og lokale få et indblik i, hvad man kan bruge af urter, bær, planter og frugter til at lave en god brændevin, samt hvordan man fremstiller sin egen snaps.
Skagen Onsdag deltog på første vandring, som havde startsted ved Hotel Skagen Strand i Hulsig. Turister fra Sjælland, Fyn og Jylland blev mødt af Jan Kristiansen på P-pladsen.
- Jeg sørger for det indvortes, så skal I selv sørge for det udvortes, var ordene fra Jan Kristiansen. Her henviste han til smagsprøver af brændevinen og de selv skulle sørge for at spritte hænder på grund af coronaen.
Det var da også en smagsprøve det hele startede med. Han fortalte kort om sig selv og derefter hvor man kan finde de forskellige urter og planter til fremstillingen. En runde på P-pladsen ved hotellet, viste at der gemte sig mange muligheder til at lave sin egen snaps.
Der var bynke, hvidtjørn, hyben, marehalm, rosenblade og gran for at nævne nogle af ingredienserne som kan bruges. Han fortalte undervejs hvordan de skal behandles. Der var stor spørgelyst blandt deltagerne, som næsten alle havde en interesse i at fremstille derhjemme.
Turen endte på Hulsig Hede, hvor Jan Kristiansen fortalte lidt om hvad man kan finde. Her gav han et eksempel på hvordan man behandler tormentil planten, hvor roden fra den bruges til at fremstille snapsen.
Porse blev der også fundet og det gav anledning til at prøve hans porsesnaps lavet på en Brøndum snaps.
Jan Kristiansen er er god fortæller og med hans store viden inden for området, er det en inspirerende snapsevandring, som varmt kan anbefales som et indspark til at selv gå i gang med at fremstille brændevin.
Hans interesse for selv at fremstille, startede for 35 år siden. Da han gik på efterløn, blev han spurgt om lysten til at tage ud og fortælle om brændevinen. Han holder flere foredrag og kurser. Jan fortæller at han har produceret 67 forskellige slags brændevin.
På hans hjemmeside snapsogurter.dk kan man finde mange af hans opskrifter og viden om de forskellige urter og planter.