Billede beskrivelse

Smukke unge stemmer i kirken

MUSIK: Flot afsked med dette års Skagen International Opera Masterclass og et på gensyn i 2022

24. august 2021 kl. 16.15

En smuk og medrivende koncert-buket af lieder, arier og ensembler præsenteret af morgendagens operastjerner, 17 unge operasangere fra Danmark, Norge, Sverige og Holland i Skagen Kirke lørdag, blev honoreret med stående ovationer fra publikum.

Det var tredje år i træk Skagen International Opera Masterclass kunne præsentere afslutningskoncert efter en uge i selskab med lærerkræfter fra ind- og udland.

I år uden andre snærende restriktioner i det smukke kirkerum end de knap 200 publikummers fremvisning af coronapas ved indgangen.

- Og vi er klar igen i 2022, bedyrede sangcoach og tidligere lærer på Det Danske Operaskademi Susanna Eken, der siden 2003 fra sit daværende sommerhus i Kandestederne har arrangeret sommerskole for unge operasangere. Siden 2019 på opfordring af Kulturhus Kappelborgs kreative chef Lars Ilum nu i samarbejde med kulturhuset og støttet af en række fonde og private, og med det for øje at skabe en værdig pendent fra musikkens klassiske verden til Skagens-malerne.

Bukseroller i brug

Afslutningskoncerten med de 17 sangere under uddannelse og nyuddannede på vej ud i en professionel karriere havde i år stor overvægt af kvindelige sangere og heriblandt mange mezzosopraner.

- Men heldigvis er der mange såkaldte “bukseroller” i Mozarts operaer, påpeger Susanna Eken om koncert-programmet.

Det blev dog indledt med et smukt udvalg af barokværker af Mendelsohn, Vivaldi og Händel.

Herefter bredte romantikken sig via afdelingen med store arier og partier fra bl.a. fire Mozart-operaer.

Koncertens sidste del stod der Donizetti, Puccini, Gounod og Strauss den yngre på.

Blandt de hele vejen igennem fine præstationer kan måske især foruden den hollandske Kappelborg-prismodtager, mezzosopranen Maria Warenberg, fremhæves mezzosopran Frida Lund-Larsen fra Det Danske Operaakademi med sin fortolkning af C. Saint-Saëns lidenskabelige “Mon coeur s’ouvre à ta voix”.

Også den norske sopran Elisabeth Balfour og tenor Ivar Magnus Sandve høstede stort bifald for deres to muntre og kokette partier fra G. Donizetti’s “Elskovsdrikken”.

Champagne-ensamblet og den yngre Strauss lukkede koncerten med uddrag fra Flagermusen, men et ekstranummer slap de unge mennesker ikke for i samlet kor.

Og så kunne alle tilhørere tage glade og nynnende hjem med Offenbach’s ørehænger “Le Barcarolle” på læberne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste