Smuk arkitektur: Byfonden præmierer tre boliger for godt byggeri
FREDERIKSHAVN: Ved en ceremoni i Krudttårnet har Frederikshavn Byfond igen i år uddelt priser til nybyggede eller renoverede boliger, som er udtryk for god byggeskik og smuk arkitektur. De tre prismodtagende huse fik alle et diplom, mens der i år ikke blev uddelt nogen plakette.
Til præmieringen gav Byfondens arkitekt Boris Brorman Jensen de tre stolte husejere rosende ord med på vejen:
Strandvej 121, Strandby. Begrundelsen var, at huset udgør et godt eksempel på beskeden arkitektur, hvor naturlige bæredygtige materialer og simpelt formsprog falder godt ind i området og det naturskønne landskab.
Åhaven 21, Frederikshavn. Begrundelsen var, at det er en moderne ombygning med stor fremtidssans, hvor der er valgt bæredygtige materialevalg og en arkitektur der viser omtanke for naturen.
Møllehus Alle 58, Frederikshavn. Det drejer sig om en totalrenoveret villa fra 1950. Villaen er blevet transformeret fra et A-hus til en præsentabel klassisk murermestervilla, der med et kompakt, velproportioneret og stilfærdigt udtryk, forskønner området og står i skarp kontrast til sin ”trætte” forgænger.