Små oplevelser holder humøret højt på plejecenteret
Ankermedet Plejecenter på Skagavej har hele vejen holdt humøret højt for beboerne under corona-krisen. Personalet har givet beboerne små gode oplevelser i hverdagen, for at lede tankerne over på andet end virussen.
- I starten blev vi alle sammen bange og bekymret, fortæller leder af plejecenteret Anne Mette Larsen. Hvordan skulle det her gå? Men jeg synes, at vi var hurtig til at finde ind i en rytme. Vi havde myndighedernes instrukser, som vi kunne rette os efter.
- Beboerne og de pårørende havde det lidt sværere i starten. Nogen var selvfølgelig mere bekymrende end andre, siger Anne Mette. Men jeg synes det er gået gnidningsløst, og vi har ikke haft coronaen inden for døren.
I starten kunne beboerne ikke få besøg fra familien, men måtte enten tale med dem via et vindue imellem dem eller på Face-time. På Face-time kunne beboerne efter aftale og med hjælp fra personalet, snakke og se sin familie på en videosamtale. Flere pårørende havde investeret i en Ipad, så de kunne holde kontakt med sin familie. Det var alle parter glade for.
Nu er plejecenteret begyndt at åbne lidt igen. Der er blevet opstillet nogle telte udenfor, hvor beboerne kan sidde i læ og få besøg af sine familie. De pårørende skal ringe ind og reservere en besøgstid. Her gælder også de restriktioner myndighederne har udstukket.
- Under coronaen har vi haft en del gode arrangementer, fortæller Anne Mette Larsen. Vi blev kontaktet af en spillemand, der meget gerne ville spille og synge for beboerne. Han underholdt i gårdhaven, mens beboerne sad indenfor med vinduet på klem og nød hans sange.
- Vi har også en pårørende, der er musikalsk. Han har sin guitar med når han kommer og i behørig afstand bliver der sunget med på hans sange. Beboerne er meget glade for musik og har da også fulgt med i syng-dansk på TV, lyder det fra Anne Mette.
Beboerne har også underholdt sig med de gamle danske film til filmaftenerne. Her har de blandt andet set, Huset på Christianshavn, Matador og kult-filmen Det gode skib ”Martha”. Plejecenteret har en klippekortsordning hvor alle beboerne, får en halv time hver om ugen, til selv bestemme hvad tiden skal bruges til.
Der har været arrangeret sommerfest med saftevand i mange forskellige farver med sukkerkant på glasset, så det ligner en fancy drink, også for at de skal huske at drikke når det er varmt, oplyser Anne Mette. Der er også blevet ansat en person til at gå ture med beboerne.
Ankermedet Plejecenter føler sig påskønnet af Skagens borgere. Fra Lions i Skagen modtog centeret en gavekurv med godter og chokolade til beboerne. Desuden har en del andre budt ind med andre goder. Fra forretningen Tiger kom der påske snold, som de havde tilovers.
- Vi har stor forståelse for, at det kan være svært for mange, men vi er nødt til at rette os efter de retningslinjer vi har fået. Vi kan se at det hjælper og det er vi glade for, udtaler Anne Mette Larsen.