Slut med lastbiler i nattetimerne
Danish Crown vil spærre den sydlige ende af Wenbovej i aften og nattetimerne
SÆBY: Der er lagt op til at Danish Crown A/S i Sæby kan spærre den sydligste del af Wenbovej for lastbiler efter kl. 22.
Dette område er i dag i praksis slagteriets parkeringsplads, selv om det formelt set er en kommunevej.
Og en accept af slagteriets ønske om lastbilforbud i aften og nattetimerne vil fordre, at slagteriet reelt overtager vejstykket og betaler udgifterne i forbindelse dermed.
Miljø- og Fødevareministeriet har givet virksomheden et påbud om at reducere støj på virksomhedens område og initiativet med at lukke helt af skal ses i lyset af, at slagteriet forlængst har tydeliggjort over for lastbilernes chauffører, at de først må ankomme når de skal losse eller læsse.
Tanken er, at spærringen vil ske med automatiske hæve- og sænke pullerter.
Ifølge kommunens lokale bekendtgørelse om parkering må lastbiler over 3.500 kg totalvægt, vogntog o. lign. ikke parkeres i byområde i tidsrummet kl. 19-06 nærmere end 150 meter fra beboelse.
Kommunen peger på, at slagteriet alternativt selv kan løse støjproblemet med en støjafskærmning langs Toldbodvej.