Slægtens dag vender tilbage
Lørdag 6. november mellem 10 og 16 holder de slægts og lokalhistoriske foreninger i Østvendsyssel igen åbent hus i Maskinhallen i Frederikshavn.
- Men her som alle andre steder har coronapandemien udskudt arrangementet, fortæller Anette Jørgensen.
Slægtens- og Historiens dag er for alle historieinteresserede og slægtsforskere. Det er en dag, hvor man kan møde mennesker med interesse og passion for historie og slægtsforskning. Her kan man stille sine mange spørgsmål til de mange slægts- og lokalhistoriske foreningers medlemmer, som stiller sig til rådighed og hvor du kan lære nyt om gammelt.
I løbet af dagen vil der være foredrag om ”Borgerlige vielser” ved tidligere stadsarkivar Jørgen Clausager.
Arkivar Erik S. Christensen fortæller om tilblivelsen af vejen til Hjørring, som ikke altid har haft sit snorlige forløb.
Et af de store emner de sidste par år har været ”Genforeningen”. Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark i 1920 som Jørgen Clausager ligeledes tager sig af og sidst men ikke mindst vil Kenneth Kristensen fortælle om ”Lille Jannet og mysteriet Anna”, der fører os fra Frederikshavn til bombardementet af Shellhuset og tilbage igen. Et emne som i den grad har en aktualitet med filmen ”Skyggen i mit øje”.
Ud over Slægts- og Lokalhistorisk Forening i Frederikshavn deltager også Museet Sognefogedgården, Saltlandets Historiske Forening for Sæby og Omegn, Østervrå Lokalhistoriske Forening, Elling sogns lokalhistoriske arkiv, Historisk Samfund for Vendsyssel og Frederikshavn Stadsarkiv.
Der er gratis entre