Skønne klassiske og nyskabte toner
Vendsyssel Festival forkæler på femte år publikum
Unikke sammensætninger af instrumenter i utraditionelle rammer, stormfulde romancer, forrygende argentinsk tango, korsang og lyse drengestemmer...
Dette - og meget mere - kan publikum opleve i Vendsyssel Festivalens femte uge.
Torsdag 3. august lægger Nordsøen Oceanarium igen rammer til én af Vendsyssel Festivals koncerter. Denne gang er det Duo Kravets-Kassung med Lena Kravets på cello og Tobias Kassung på guitar, der vil tage udfordringen op med den spektakulære kulisse. Siden 2011 har de to musikere dedikeret sig til den spændende kombination af cello og guitar, der får liv gennem celloens cantabile-muligheder og guitarens udsøgte luftige akkompagnement. Koncertens program vil indeholde værker af bl.a. Franz Schubert, Johannes Brahms, Manuel de Falla og Astor Piazzolla - samt egne jazz-arrangementer af kendte standarder af Django Reinhardt, Joseph Kosma og George Gershwin.
I Gjøl Kirke er der "uægte Bach" på programmet med Ensemble Zimmermann og tenor Jens Olav Heckmann, som sammen vil opføre bl.a. G.P. Telemanns "Ich Weiss, dass mein Erlöser lebt" og G.M. Hoffmanns "Meine Seele rühmt und preist".
Søndag 6. august kl. 15 opføres stormfulde romancer i Tversted Kirke. Det er mezzosopran Andrea Pellegrini og guitarist Thea Vesti, som tager publikum med på en tidsrejse gennem et program af 400 års kærlighedssange komponeret af Granados, Vivaldi, Dowland og Britten i passionerede møder med Nina Simone, Jeff Buckley, Stevie Wonder og The Beatles.
Skynder man sig lidt, kan man om aftenen nå til Sulsted Kirke, hvor Jutlandia Saxofonkvartet optræder med værker af Bach, Brahms’ variationer over tema af Haydn, den polske komponist Krzysztof Penderecki og endelig forrygende argentinske tangoer af Astor Piazzolla.
Mandag 7. august er der kormusik i Abildgård Kirke, Frederikshavn. Her får festivalen besøg af Kammerchor der Hochschule für Musik Freiburg. Koret er stiftet af danske Morten Schuldt-Jensen, som også dirigerer aftenens koncert. Koret er et eliteensemble, som i 2014 placerede sig som Tysklands bedste konservatoriekammerkor. Aftenens program består af værker af Knut Nystedt, J.S. Bach, Johs. Brahms, N.W. Gade, Oskar Lindberg, W. Stenhammar og Hugo Alfvén.
I Børglum Klosterkirke er der også korsang denne aften. Kirken får igen besøg af HighFive, der består af fem lyse drengestemmer fra Haderslev Domkirkes drengekor. De fem drenge fra sidste års koncert suppleres med yderligere fem sangere, og sammen med dirigent Henrik Skærbæk vil de give publikum en smuk og rørende oplevelse med de lyse drengestemmer.
Tirsdag 8. august bliver der smæld på i Sæby Kirke, når messingblæserkvintetten Penta Brass (5 x messing) præsenterer en række helt nyskrevne værker for denne besætning. Meget musik for messingblæsere er skrevet i brass-band stil, men værkerne ved denne koncert er alle tænkt og skrevet som klassisk musik. Der er således lagt op til en meget spændende koncert, hvor både nyt og gammelt mødes.
I Jetsmark Kirke kan publikum opleve lyden af barokken, når Elephant House Quartet diverterer med Telemanns pariserkvartetter, J.S. og C.P.E. Bachs triosonater, fransk højbarok, sprøde italienske satser og forførende smukke, engelske melodier.
I Den Gamle Station i Hirtshals optræder Carsten Kærs Trio med et program, hvor inspirationen fra den varme, livsglade brasilianske og cubanske musik vil præge det ellers jazzede repertoire.
Onsdag 9. august gæster "Koppel & Søn" Bangsbostrand Kirke. Koppel & Søn er navnet på et livslangt tæt samarbejde mellem far og søn, Anders og Benjamin Koppel, med rødder i et kunstnerisk dynasti af musikalske Koppel’er. I anledning af, at Anders Koppel fylder 70 år i 2017, giver Koppel & Søn os alle en musikalsk fødselsdagsgave, som præsenterer det allersmukkeste fra de to generationers produktion.
Samme aften optræder Kim Sjøgren-Jeppe Smith-Olsen Duo i Sct. Hans Kirke, Hjørring med et meget afvekslende program af værker af bl.a. Bach og Brahms, salmer, danske og svenske folkemelodier samt jazz og evergreens.
Torsdag 10. august er der sommerkoncert i Sindal Gamle Kirke med Kammerkoret Dorimus. Koret synger Gloria af J. Graven Nielsen, "Den signede dag med fryd vi ser" af Bjarne Hersbo, "Hear my prayer" af Felix Mendelssohn, "Dejlige lyse sommernætter" og sange af N.W. Gade, Michael Bojesen og Per Drud Nielsen
I Fladstrand Kirke fyldes kirkerummet af uropførelser for sopran og cello, når Nordjyske Unge Tonekunstnere (N.U.T) præsentere to af Nordjyllands betydelige musikprofiler Annette Bo Nielsen der er sopran og Deborah Ann Josephson på cello. Sammen vil de præsentere værker af Per Drud (Uropførelse), Lars Sømod (Uropførelse), Hanne Ørvad, Erling D. Bjerno og Anna Jastrzębska.