Skibet er ladet med leg
Legeskibet erobrer Frederikshavn og børnene midt i september
FREDERIKSHAVN: Legeskibet er ladet med lege og kreative tilbud langt ud over hvad fantasien rækker til at øjne, når det i løbet af sommeren anløber 18 danske havnebyer.
Sidste år lagde Legeskibet til kaj i Aalborg og i Nykøbing Mors, men i år er det Thisted og altså Frederikshavn, der får glæde af al den leg, som skibet indeholder.
Skibet er nemlig ladet med oplevelser, bevægelsesglæde og inspiration til Danmarks blå byrum.
Det danner ganske enkelt ramme for leg, aktive fællesskaber, kulturelle oplevelser, dannelse og bevægelsesglæde.
Legeskibet er på en gang et kulturskib, et skib for fysisk aktivitet og for leg, fællesskab og dannelse.
Legeskibet er opstået i et samarbejde mellem Gerlev Legepark ved Gerlev Idrætshøjskole og Lauritzen Fonden.
Skibet præsenterer en bred vifte af aktiviteter, som instrueres af 20 legematroser, der er uddannet på Gerlev Idrætshøjskole.
Legeskibet stævner ud til den fjerde sæson i træk, at skibet skaber midlertidige rum for aktive fællesskaber, leg og bevægelsesglæde på havnearealer i en lang række værtsbyer.
Det er blå byrum, der bliver bygget op omkring Legeskibets to specielt indrettede containere fyldt med aktiviteter for alle aldre.
Der gennemføres seks daglige skoleforløb, legeaspirantkurser, dagsforløb om kreativitet og ungeinddragelse samt visionssejladser for byens folk.
Det hele bidrager til en positiv ramme for udviklingsprocesser hen mod en fælles fremtid, vision og strategi for landets havnebyer.
Grundlæggende er formålet med Legeskibet at formidle en levende legekultur til så mange som muligt i hele landet. Det lykkes vi med, og det er vi faktisk stolte af: Vi begejstrer skoleelever med fysisk aktiv leg, som de tager med sig hjem på skolerne igen. Vi inspirerer lærere og pædagoger til at bruge legen som stærkt pædagogisk redskab i forhold til social dannelse, inklusion, fællesskab og kreativitet, understreger Rasmus Casper, der er Legeadmiral og projektleder.
Frederikshavn er næstsidste stop, og Legeskibet finder plads ved kajen 18.-23. september og er dermed lige midt i et hotspot af jubilæumsaktiviteter i den 200 års gamle købstad.