Skal i skole store bededag, men får en anden fridag i stedet
Skoleeleverne i Frederikshavn Kommune kommer også til at mærke, at i år er sidste gang, hvor store bededag er en arbejdsfri dag herhjemme.
De skal nemlig i skole på den snart hedengangne helligdag.
Men lovændringen kommer ikke til at ændre på det nuværende antal skoledage i kommunen.
Derfor skal der til næste skoleår planlægges en anden skolefridag end store bededag, og børne- og ungdomsudvalget skal tage stilling til, hvilken dag eleverne skal holde fri i stedet.
Der lægges op til, at det enten bliver i forlængelse af elevernes sommerferie, så den første skoledag i skoleåret 2023-24 bliver 11. august.
Eller den skal placeres i forbindelse med juleferien, så ferien enten starter en dag tidligere eller slutter en dag senere.
- Det handler om, hvordan vi får det afviklet mest praktisk, også i forhold til hvordan forældre lettest kan få fri. Og her mener vi, at det er i forbindelse med en af de lange ferie, siger Christina Lykke Eriksen (SF), der er formand for udvalget.
Selv håber hun, at man i udvalget bliver enige om at gøre juleferien en dag længere.
- Sommerferien er jo lang i forvejen, så jeg synes, det giver bedst mening, hvis vi gør juleferien en dag længere, siger Christina Lykke Eriksen.