Skal du ud og brænder energi af i påsken? Nu åbner Skagen Fodboldgolf
Skærtorsdag 1. april åbner Skagen Fodboldgolf sæsonen 2021
SKAGEN: Banen står i år meget flot og de tre nye huller som blev indviet sidste år er blevet godt integreret i hele banen.
I år kommer der kunstgræs på de fleste af udslagsstederne, da det har vist sig svært at holde græsset pænt, der hvor spillerne virkelig giver den gas med en tåhyler eller en helflugter.
Skagen Fodboldgolf følger naturligvis myndighedernes anbefalinger vedrørende forholdsreglerne omkring Covid-19 og Corona smitten.
- Vi vil derfor opfordre alle besøgende til at tænke sig om og ikke udsættes sig selv eller andre for risiko. Men med mere end 4 hektar til rådighed vil der være muligheder nok for at overholde alle myndighedernes opfordringer omkring sikker afstand og fornuftig adfærd.
- Vi vil naturligvis ikke tillade flere gæster på banen, end at alle kan føle sig trygge, siger Leif og Lise Lotte Iversen.
De har hele foråret forberedt den nye sæson.
- Så der er pumpet frisk luft i boldene, hejst nye flag, siger Leif og Lise Lotte Iversen.
Skagen Fodboldgolf har åben fra kl. 9 og frem til solnedgang alle ugens dage frem til og med efterårsferien.