Med planlagt åbning inden jul er Løvbjerg gået i gang med at ansætte de omkring 50 medarbejdere, der skal bruges i butikken på Hjørringvej. Foto: Hans Sejlund
Livet her

Skal ansætte 50: Nyt supermarked er på jagt i Frederikshavn

18. august 2022 kl. 08:30

Det er endnu for tidligt at sætte præcis dato på, hvornår det ny Løvbjerg supermarked i Frederikshavn åbner. For byggeriet er som alle andre byggerier for tiden afhængig af levering af byggematerialer. Salgsdirektør Poul Erik Thøgersen understreger dog, at håndværkerne gør et flot stykke arbejde, og at byggeriet skrider frem så hurtigt, som det er muligt.

Forventningen er, at forretningen kan åbne i slutningen af året, og derfor er Løvbjerg begyndt at ansætte medarbejdere til Frederikshavn.

- Vi vil gerne have de helt rigtige medarbejdere, og nogle af dem har måske lange opsigelsesvarsler i deres nuværende job. Derfor ønsker vi at være på forkant og har slået stillingerne op nu, siger Poul Erik Thøgersen.

Købmand fundet

Købmanden er fundet, det er den 58-årige Kjeld Gabriel, der i dag leder Løvbjerg i Brønderslev og har været i branchen i 36 år – nogle af dem i Frederikshavn, hvor han har været ansat i Storkøb på Gl. Skagensvej. Han skal bruge omkring 50 medarbejdere til det ny supermarked.

De job, som det handler om i første omgang, er afdelingsleder nonfood, frugt- og grøntchef, ferskvareansvarlig, mestersvend til slagterafdeling, slagtersvend, delikatesseleder samt servicemedarbejdere og ungarbejdere.

Der er i øjeblikket 15 Løvbjerg Supermarkeder i Danmark. Butikken i Frederikshavn bliver den første nye Løvbjerg-butik i mere end 10 år.

Annonceret indhold

Nyeste