Skagens turismeerhverv i digital oprustning
De internationale bookingportaler får kamp til stregen, siger turistdirektør René Zeeberg
Turismevirksomhederne i Skagen går nye veje for at sikre et comeback efter corona.
Det sker ved lancering af en ny rejsebookingplatform på VisitSkagen.dk.
Skagen er et af Danmarks største turismebrands, og den position bliver omdrejningspunktet.
Hele 34 virksomheder i den lokale turistforening, står bag initiativet, men forventningen er, at flere hundrede vil gå med.
Målet er at tage markedsandele fra de store, internationale bookingsider og sikre, at pengene bliver i lokalområdet og skaber arbejdspladser.
- Vi vil give de internationale bookingsider kamp til stregen. Alt for stor en avance går til dem, og vi sender vigtige midler ud af vores økosystem, som ellers kunne bruges på eksempelvis events og markedsføring, siger turistdirektør René Zeeberg, Turisthus Nord.
Inden for de første tre år forventer han at tage 10 procent af omsætningen tilbage fra de store, internationale bookingsider.
- Jeg tror meget på projektet. Det er især vigtigt, at de store aktører også er med og bakker op, for de er med til at give den nødvendige tyngde til, at folk vil bruge bookingportalen.
- Det gavner os som virksomhed, Skagen som destination, og det gavner hele turismeerhvervet i Danmark, at vi får vores egen bookingportal, og at pengene bliver i området og arbejder videre til gavn for os alle, siger Jesper Winter, som bl.a. ejer flere restauranter, herunder Skagen Fiskerestaurant.
Det er som nævnt Turistforeningen Turisthus Nord og virksomhederne i området står bag initiativet go det er Turisthus Nord, der skal facilitere det digitale projekt.
De ser det som en strategisk satsning, der skal til for at fremtidssikre erhvervet mod corona-senfølger gennem digital oprustning.
Et erklæret mål er at skabe mere turisme året rundt og bedre udnytte den store overkapacitet i Skagen i vinterhalvåret, bl.a. ved også at øge erhvervsturismen.
- Målet er at udvide distributionsnettet for virksomhederne og forbedre markedspositionen ved at samle overnatnings- og oplevelsesprodukter på én platform.
- Ved at agere samlet i markedet skaber vi en større relevans for gæsterne året rundt.
- Derudover er det en primær målsætning at skabe en mere attraktiv bookingmulighed end konkurrerende platforme, så vi kan fastholde omsætningen i Danmark og geninvestere overskuddet i yderligere vækst, siger René Zeeberg.
I praksis bliver bookingportalen tilgængelig på VisitSkagen.dk.
Her vil virksomhederne kunne sætte rejse-, overnatnings-, spise- og oplevelsestilbud til salg – også sammen med hinanden i ”pakker”, der gør den samlede rejse nemt tilgængelig for gæsten.
Bookingportalen er koblet op på en række centrale internationale partnere som fx rederierne DFDS og Stena Line, hvilket gør det muligt at sammensætte komplette pakkerejser.
Der er stor interesse hos de lokale turismevirksomheder for at komme med på platformen – faktisk så stor interesse, at der lige nu er ”kø”.
Turisthus Nord er snart klar til at gå online med bookbare rejser og oplevelser fra 34 partnere og planlægger med en gradvis tilføjelse af produkter, således en fuldt udbygget portal kan opleves inden sommerferien 2021.
Dermed kommer Skagen tidligere i luften end andre danske aktører.
Ikke kun fra lokalt, men også nationalt hold er der opbakning til initiativet:
- De internationale bookingportaler er på den ene side vigtige og gode distributionskanaler for den internationale turisme til Danmark.
- Men på den anden side er de et fordyrende mellemled, der for nuværende hverken bidrager med moms eller skat.
- Det er stærkt, at Turisthus Nords nye bookingportal er et fællesskab, som er tilgængeligt for de lokale aktører, med rimelige kommissioner, og hvor fortjenesten skal gå til markedsføring og udvikling, lyder det fra Lars Ramme Nielsen, som er chef for Turisme og Oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv.
Området kaldet ”Toppen af Danmark”, som bl.a. omfatter Skagen, Frederikshavn og Sæby, havde i 2019 en samlet turismeomsætning på 3 milliarder.
Bookingportalen forventes dog at bidrage væsentligt til bundlinjen. Således ventes bookingportalen allerede første år, at omsætte for et større, tocifret millionbeløb, når den afledte turismeomsætning for detailhandel medtages.
- Det er et tiltag, som kommer alle til gavn, i høj grad også i afledt omsætning hos fx håndværkere, detailhandlen osv., siger René Zeeberg.
Bookingportalen udvides gradvist i 2021 med en lang række turismevirksomheder til at omfatte hele turisterhvervet.