Lisette Vind Ebbensen sætter barren højt for Aftenakademiet 2,0
Livet her

Skagens Kunstmuseer bygger bro til Krøyers aftenakademi

15. oktober 2021 kl. 18:00

Nu genopliver Skagens Kunstmuseer P.S. Krøyers sagnomspundne Aftenakademi fra 1883.

Dengang samledes Skagens kunstnerkoloni og deres kreds i festligt lag for at diskutere tidens tendenser, kunsten omkring dem og hvad der ellers måtte melde sig, ofte ledsaget af gode middage og store armbevægelser.

Nu inviterer museet alle interesserede til dialog og sanselige oplevelser i selskab med en række oplægsholdere, der er optaget af den tid, vi lever i.

Historie og nutid forbindes i Aftenakademiet 2,0.

Der findes forskellige fortællinger om hvorfor akademiet opstod dengang i 1883.

Én er, at Krøyer ville forhindre malerne i Skagen i at arbejde om aftenen.

En anden er, at akademiet skulle sørge for, at ingen fester eller andre selskabeligheder kolliderede og en tredje er, at Krøyer ville skabe et rum for diskussion, dialog og udveksling af idéer.

Uanset hvad der måtte være den virkelige årsag, peger de alle tre på det samme: at Aftenakademiet fra 1883 var et rum for møder og udvekslinger mellem mennesker, der blev bragt sammen af kunsten.

Og det giver mening at genoplive netop sådan et initiativ, mener Lisette Vind Ebbesen, direktør for Skagens Kunstmuseer:

- Aftenakademiet handlede om meget af det, vi arbejder for på Skagens Kunstmuseer i dag. Mødet mellem forskellige mennesker var i centrum og der blev sat fokus på alt det, der sker, når man rent faktisk samles: man kan få idéer, udvikle og udfordre sig selv og hinanden, og få nogle meningsfulde oplevelser.

Aftenakademiet 2,0 bygger på den måde bro mellem den kulturarv og historie, vi bevarer, og den nutid, vi befinder os i, siger direktøren.

Med et stort fokus på publikumsinddragelse er Aftenakademiet 2,0 et sted hvor vidensformidling, scenekunst og begavet underholdning går hånd i hånd.

Aftenakademiet er altså en række arrangementer, som foregår på Skagens Museum med begyndelse i uge 42.

De første fire arrangementer i rækken afvikles dette efterår og byder på alt fra skåltaler og diskussioner om at flytte til Skagen til aftener om mad i Skagen og kreativitetsstimulerende øvelser.

Første arrangement holdes 19. oktober fra 17.30-19 og hedder ganske enkelt Anno 2021.

Denne aften genrejses Aftenakademiet. Det sagnomspundne, festlige og kloge selskab blev stiftet af P.S. Krøyer i 1883 som et rum for møder mellem mennesker gennem kunsten.

Kunstmuseerne inviterer til champagne og skåltaler, hvorman hylder Aftenakademiet for det, det var, og det, det kan blive. Hør bl.a. sangskriver Niels Hausgaard og museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu