Skagen Marathon 2020 er aflyst
Men man er klar i 2021
Skagen Marathon/Run der var planlagt til 3. oktober 2020 bliver desværre ikke den løbefest som vi havde set frem til, fortæller Rico Eiersted der er projektkoordinator for Skagen Marathon.
På grund af situationen omkring Covid-19 kan vi ikke se at det er forsvarligt at afholde løbet der i år skulle have været Skagen Marathon til Next Level, med nyt startsted tættere på havnen, små gode justeringer af ruten, DJ musik i start og målområdet og nye spændende depoter. Der ud over havde vi også fået Sportstiming på banen med tilmelding og tidtagning, så tidligere års frustrationer omkring netop tidtagningen skulle være fortid.
Rico Eiersted havde sammen med teamet bag Skagen Marathon ind til det sidste arbejdet med en model, hvor deltagerne skulle løbe over flere omgange, således at de ikke ville krydse hinanden og max være 100 i målområdet. - Vi havde også arbejdet med et scenarie hvor løbet skulle dels op over 2-3 dage. Men sluttelig kunne vi desværre ikke se, at det ville være forsvarligt og heller ikke blive den løbefest i Skagen som vi gerne ville lave og som der jo er i Skagen når der er Marathon i byen.
- Vi er klar igen i Skagen d. 2. oktober 2021 og er klar på at flytte allerede tilmeldte startnumre, slutter Rico Eiersted.
Alle tilmeldte deltagere vil modtage en mail om nærmere info omkring overflyttelse af startnummer til 2021 eller tilbagebetaling.