Skagen Festival satser på, at det bliver festival i år
Vi er kulturhungrende, og Skagen Festival er så klar til at planlægge festival i år
Skagen Festival er så klar til at tage mod kulturhungrende danskere ved årets festival.
- Der er lavet en aftale om økonomiske kompensationsmuligheder for festivaler, hvis der er restriktioner i løbet af sommeren, der gør at store arrangementer må aflyses, udskydes eller ændres væsentligt.
- Der mangler dog stadig væk bekendtgørelser, så vi ved hvordan vi skal agere i forhold til aftalen.
- Vi ved forhåbentlig noget i april måned, fortæller formand Lis Jensen.
Næsten to år uden en Skagen Festival er lang tid – alt for lang tid.
- Vi har arbejdet benhårdt på at få styr på konsekvenserne af aflysningen i 2020, og vi er helt sikre på, at der kommer en festival i 2021.
Siden aflysningen har vi fået mange positive opmuntringer fra mange kærlige bankende festivalhjerter. Vi håber vores frivillige, sponsorer, samarbejdspartner m.fl. ved hvor meget opbakningen betyder.
- Festivalen kan kun eksistere i kraft af alle de dygtige funktionsledere, som hver især tager ansvar og spiller hinanden gode, og løser opgaverne i fællesskab, ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden dem i den her coronatid, siger Lis Jensen
På den virtuelle generalforsamling var der genvalg til Jesper Hegaard, mens Susanne Pedersen blev valgt ind i bestyrelsen. Som suppleanter blev Marianne Madsen valgt.
Herefter plejer Musikudvalget at præsentere årets musikprogram – men ikke i år.
- Vi er i dialog med musikerne, gør os mange nye tanker og udvikling af festivalens spillesteder, da vi skal have lavet en festival der rummer myndighedernes krav og hvor økonomien kan hænge sammen, fortæller formand Lis Jensen, der glæder sig til Skagen Festival nr. 50, der afvikles 1. – 4. juli i år.