Billede beskrivelse

Skagen Ferie får nye ejere efter 33 år

13. april 2022 kl. 08.00

Efter mere end 33 år i feriehusbranchen har ejerne af udlejningsbureauet Skagen Ferie besluttet at overdrage nøglerne til udlejningsbureauet Feriepartner Tversted og Skagen, som fremover vil servicere udlejere og feriegæster i området.

Det oplyser Feriepartner Tversted og Skagen i en pressemeddelelse.

Elna og Henning Larsen købte i 1988 udlejningsfirmaet Skagen Ferie, der oprindeligt skulle have været et hobbyprojekt, som Skagen-parret kunne administrere fra hjemmeadressen ved siden af deres daværende jobs.

Nu har parret imidlertid valgt at trække sig tilbage og overdrage udlejningen til det erfarne bureau Feriepartner Tversted og Skagen, som efter overdragelsen råder over mere end 300 huse i blandt andet feriebyerne Tversted, Skagen, Ålbæk, Jerup og Skiveren.

- Skagen Ferie har budt på en fantastisk rejse, som vi aldrig vil fortryde. Det har været en sand fornøjelse at kunne bidrage til områdets store udvikling gennem de seneste mange år. Nu vil vi læne os tilbage og nyde at følge med i udviklingen fra sidelinjen i både Skagen Ferie og dette fantastiske område på toppen af Danmark, oplyser den nu tidligere ejer af Skagen Ferie, Elna Larsen.

Bureauleder og partner Jesper Smidt fra Feriepartner Tversted og Skagen oplyser, at den største ændring bliver, at husene fremover skal bookes online, hvor det tidligere er foregået mere analogt ved direkte kontakt eller via telefon.

Han peger også på, at der er mange bookinger i år.

- Vi oplever hvert år stor efterspørgsel på feriehuse i Skagen, men i år er interessen højere end nogensinde før.

Udlejningsbureauet med base i Tversted består, foruden Jesper Smidt, af salgschef og partner Mads Buch Jensen og tre øvrige medarbejdere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste