Skærme skaber overblik i plejen
Kommunikationssystemet Sekoia giver borgere og personale det digitale overblik
FREDERIKSHAVN: Er det lidt for blåøjet at konkludere, at teknologi faktisk godt kan være menneskelig og bane vejen for bedre omsorg?
Indtil videre er det i hvert fald et faktum, at alle har svært ved at få armene ned efter en forsøgsperiode på to år, hvor nye digitale værktøjer er blevet testet i Frederikshavn Kommune.
Begejstringen her medført, at ordningen nu er blevet indført på Kastaniegården i Frederikshavn.
Siden slutningen af januar har besøgende på pleje- og rehabiliteringsstedet Kastaniegården mødt nye skærme overalt - både på både gange, kontorer og stuer.
- Vi har simpelthen fået et helt nyt system, som er med til at skabe mere tryghed, fordi alle arbejdsopgaver oprettes og vinges af i systemet, når de er udført.
- Det er en arbejdsgang, som skaber overblik, gennemsigtighed og i tilgift færre utilsigtede hændelser, siger Gitte Vogdrup Olesen, der er leder på Kastaniegården.
Hun bakkes op af Gitte Thaarup, som er sygeplejerske, og som bestemt også kan se det geniale i den nye løsning.
- Det er med til at sikre at opgaverne bliver udført til rette tid og på rette dag. Ligeledes fremgår det tydeligt, hvilken faggruppe der må varetage opgaven, hvilket er med til at højne patientsikkerheden, udtaler hun og fortsætter:
- Løsningen sikrer et overblik over de forskellige opgaver i hele huset, så når vi står foran en fællesskærm, kan vi se, hvor langt alle er, og hvem, der mangler opgaver og hjælp rundt i huset.
Samtidig skaber løsningen også sjove muligheder for borgerne. Eksempelvis kan man spille spil, høre musik og se ugens menu, som Kastaniegårdens kok hver uge lægger ind i systemet.
- Borgerne har bestemt taget godt imod de nye skærme, der byder på alt fra radioprogrammer til billeder, siger Gitte Thaarup.
Man kan lægge familiebillederne ind i systemet derhjemmefra via computeren, ligesom man kan skrive beskeder til ældrecentret, hvis for eksempel en beboer skal til familiefest eller på besøg og derfor bliver hentet af søn eller datter, eller hvis der er andre praktiske oplysninger, personalet skal vide.
Skærmene er med andre ord ikke ren og skær underholdning - borgerne på Kastaniegården kan nemlig få det fulde overblik over deres behandlinger i systemets kalenderfunktion.
- Borgerne er sikret at få deres medicin til tiden, og de kan selv følge med i kalenderen og se, hvilke aftaler der er lagt, siger Annette Bak, som er social- og sundhedsassistent, og fortsætter:
- Alle aftaler kan ses på stuerne, hvis en borger eller en pårørende spørger ind til dette. Det er en god funktion, som betyder, at også de pårørende vil få glæde af kalenderen. Dermed skabes der overblik og kontinuitet den daglige pleje og planlægning hos den enkelte borger.
- Alle har modtaget det nye tiltag meget positivt, fortæller Nadia Friis-Thomsen koordinator på Kastaniegården og tovholder for implementering af Sekoia.