Sjov på Strandby Havn droppes i år
Umuligt at spærre havnen af, så man er nødsaget til at aflyse
STRANDBY: Selv om Peter Stokbro til det sidste havde håbet det, så må han sande, at det ikke bliver i år, at Sjov på Strandby Havn kan gennemføres.
- Selv om vi har knoklet for at få arrangementet stablet på benene, så har vi i arbejdsgruppen truffet beslutningen om ikke at gennemføres i 2021, siger arrangør Peter Stokbro fra Strandby Fællesvirke.
Restriktionerne og særligt kravenene til inddeling af publikum blev for svær en opgave at håndtere på det store kajanlæg.
- Vi skal jo i sagens natur også tage hensyn til de, der dagligt er havnens brugere. Her ville afspærringer være umulige og derfor har vi måttet sande, at dette års udgave af Sjov på Strandby Havn er aflyst, siger Peter Stokbro.
Han garanterer, at Sjov på Strandby Havn afvikles igen, men vi skal hen på den anden side af COVID-19.
- Arrangementet samler folk på tværs af aldre og byder på en masse aktiviteter for børnefamilier.
- Og så skal vi jo ikke glemme, den supergode sommerstemning på kajen, som bare skal opleves, siger Peter Stokbro, som allerede ser frem mod 2022.