Billede beskrivelse

Simons Raaling åbner temaudstilling

20. juli 2017 kl. 07.00

På mandag 24. juli klokken 19.30 åbner museet i Ålbæk den første temaudstilling i de nye omgivelser - "Minder fra en svunden tid".

Simons Raaling er dykket ned i området Hulsig - Kandestederne, og det er lykkedes at fremskaffe mange effekter fra dengang, der fortæller om de fattige forhold der var, men som alligevel gav en meningsfyldt hverdag.

Hvordan man skaffede sig brændsel til madlavning og opvarmning af husene foregik ved martørv-gravning. Det fortælles i billeder og på lydbånd.

Arbejdsredskaber udstilles. Hverdagen i og det daglige arbejde på Sovkrog Gård belyses. Fra Rannerød Skole, der har haft stor betydning for lokalsamfundet vises effekter og en række skolebilleder er udstillet.

Skolen, hvortil knytter sig mange historier, lukkede sidst i 50’erne. En spændende lydoptagelse med Kristine Høgenhaven er med. Hun fortæller om "Martins" forlis i 1920 og Rasmus Hjorth, der er født i 1877 fortæller ligeledes på bånd om sit liv.

En del af udstillingen fortæller om redningsvæsnet og hvem redningsmændene fra Kandestederne var.

Her er blot nævnt nogle af de ting der kan studeres og beses, men den mest interessante genstand er nok det fornemme bronzealderspænde der er fundet.

Ved åbningen fortælles om udstillingen og man kan købe kaffe.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste