Silicon Valley inden for radio og tv
Frederikshavn har de seneste 10 år udviklet sig til Vendsyssels svar på Silicon Valley inden for Radio/TV-butikker.
På 10 år er antallet af Radio/TV-butikker faldet med 36 procent på landsplan, men i Frederikshavn er antallet det samme som for 10 år siden. Tilbage i 2007 hed butikkerne Mariendal, Fona, Expert og 2tal. I 2017 er butikkerne koncentreret i vestbyen med Lyd og Billede Specialisten, Loewe Gallery Frederikshavn, Bang & Olufsen Frederikshavn samt Euronics.
Til sammenligning er antallet af Radio/TV-butikker i Hjørring i samme periode faldet fra 4 til nu kun at have Elgiganten, efter at Lyd og Billede Specialisten i Frederikshavn netop har overtaget Barkholts Radio i Hjørring og flytter butiks-aktiviteterne til Frederikshavn, lige som Bang & Olufsen-butikken flyttede fra Hjørring til Frederikshavn i 2013.
Laust Nielsen fra Lyd og Billede Specialisten udtaler:
- Frederikshavn har udviklet sig til et sandt mekka, når der f.eks. skal vælges ny fladskærm. Frederikshavn er den eneste by i Vendsyssel, hvor alle de kendte kvalitetsmærker kan opleves, og flere af dem kan faktisk slet ikke købes andre steder i Vendsyssel end i Frederikshavn.
- Den store koncentration af radio/tv-butikker i vestbyen gør, at kunder fra hele Nordjylland søger til Frederikshavn for at se alle de bedste brands samlet på stribe og dermed få optimal sikkerhed for at vælge rigtigt.