Signe Wenneberg besøger lokale haveselskaber

Kredsene for Frederikshavn, Sæby, Sindal, Hjørring og Brønderslev holder foredrag med den kendte forfatter, foredragsholder og journalist

14. september 2017 kl. 08.00

Det er lykkedes Haveselskaberne for Frederikshavn og Omegn, Sæby, Sindal og Omegn, Hjørring og Brønderslev i samarbejde at få forfatter, foredragsholder og journalist Signe Wenneberg til Frederikshavn for at holde et foredrag om "Fremtidens drømmehave og Planetens overlevelse".

Det sker tirsdag den 26. september kl. 19.00 i Maskinhallen, Skolegade 8, 9900 Frederikshavn. Det handler om "Fremtidens drømmehave" og "Planetens overlevelse". Hvordan Signe Wenneberg ser fremtidens haver, er emnet til foredraget. Det ser hun som uhyre vigtig. En have er defineret som "et indhegnet stykke jord". Haven er jord. Vi har hver eneste kvadratmeter jord i verden til låns fra vores børn, børnebørn og oldebørn og det forpligter. Vi må igen skabe forbindelse til jorden. Vi skal behandle jorden ordentligt. Vi må igen lære kommende generationer, at gøre det mest meningsfulde, man kan gøre i verden, ud over at sprede venlighed, nemlig at dyrke mad, på en ordentlig måde. Det har hun skrevet meget mere om i bogen "Spis Din Have - klimakrisen set fra køkkenhaven". Den vandt prisen for Årets Bog om Mad i 2013. Hun har desuden skrevet 6 andre havebøger, en bog om bæredygtighed og en bog om livet efter en skilsmisse. Fremtidens Drømmehave er en have med mest mulige nytte for flest muligt. "De 10 optimistiske, men nødvendige, fremtidige havetendenser". Signe Wenneberg giver os hendes bud på 10 fremtidige, men optimistiske hotte havetendenser. Hun fortæller bl.a. at, haverne vil være mere rodede. Vi kommer til at se mange flere høns i fremtidens haver, meget store partier med blomster, deleøkonomien slår igennem, skolehaver, al havejord dyrkes som køkkenhaver, at finde "vild mad", og meget mere. Alle er velkomne - også selv om man ikke er medlem af Haveselskabet. Der er forhøjede entrepriser til dette foredrag. I pausen serveres kaffe, te og hjemmebag, ligesom der sælges amerikansk lotteri med flotte præmier. Næste arrangement i Haveselskabet er "Stokholms Grønne Rum" - Bo Storm har lavet et nyt spændende foredrag, en fortælling om haver, deres historie og om dyreliv i Stokholm, "Nordens Venedig", med mange smukke haver og en spændende natur. Det sker tirsdag den 24. oktober 2017 kl. 19.00. i Maskinhallen, Skolegade 8, 9900 Frederikshavn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste