Sidste trut med kliken
Siden 1988 fyldes Sæby Havn med mennesker fra nær og fjern, hver aften hen over sommeren når Dannebrog spilles ned klokken 21.
Kun coronapandemien har været i stand til at lægge en dæmper på besøgstallet, men i denne sommer synes coronaen lagt på hylden, og her må den gerne blive liggende og samle støv.
En helt særlig andægtig stemning sænker sig ned over havnen og skibene, når trompetister fra Musikkorps Sæby og Sæbygarden spiller flaget ned.
Hver aften, siden opstarten 18. juni, er Dannebrog blevet spillet ned af syv dygtige trompetister, der på skift har stået på havnemolens lille scene og solo spillet et par af deres yndlingsmelodier.
Det er stort set de samme trompetister, der hvert år tager en tørn på havnen, men i år har det været en fornøjelse at høre debutanten Bastian Frederiksen, som i år er kommet med på holdet.
Men søndag 8. august var det slut for i år!
Den sidste aften er der tradition for at alle syv trompetister fordeler sig rundt på bådebroerne og på skift spiller hver en melodi inden de samlet spiller ”Der er et yndigt land”
En time forinden havde Musikkorps Sæby underholdt på værftsgrunden med et bredt repertoire af populære melodier.
Selv om Dannebrog nu er blevet strøget for sidste gang på havnen, bliver vort gamle nationale symbol stadig brugt flittigt på mærkedage og ved store begivenheder.
Som dansker kunne vi under OL ikke uden stolthed se Dannebrog gå til tops 11 gange, når de danske atleter har været på podiet for at modtage deres medaljer.
Sagnet siger at Dannebrog faldt ned fra himlen i 1219 ”slaget ved Tallinn”, med sine 802 år er Dannebrog verdens ældste flag.