Livet her

Sidste pift i fløjten

Kaj Wagner stopper efter 40 år som fodbolddommer med omkring 1500 kampe

23. oktober 2017 kl. 07:00

Efter 40 år som fodbolddommer har frederikshavneren Kaj Wagner valgt at stoppe med fløjten.

- Det har været en dejlig tid med masser af positive oplevelser og kun få negative, fortæller den afgående fodbolddommer.

Kaj Wagner har været med som den dømmende myndighed på mange fodboldbaner lige fra Aalborg, Gandrup og Birkelse i syd til Skagen i nord.

- Jeg har dømt en kamp i Skagen, da AGF’s nuværende superligatræner David Nielsen spillede for skagboerne. Det er dog en hel del år siden, da David var drengespiller på daværende tidspunkt.

To kampe i Elling lige efter hinanden er også blandt minderne.

- Først dømte jeg en juniorkamp og bagefter en serie 4 kamp mellem Elling og Skagen. Elling tabte begge kampe. Desuden var der rødt kort til en Elling-spiller. Det var de unge mennesker fra junior-holdet ikke tilfredse med, så de "piftede" min cykel. De havde heldigvis ladet ventilerne sidde, så jeg pumpede cyklen og kørte hjem. Og jeg indberettede aldrig episoden.

En kamp i Hørby mindes også specielt.

- Modstanderen var Støvring, der var et teknisk hold, mens Hørby havde en mere kontant spillestil. Støvrings træner var den tidligere AaB- og landsholdsspiller Henning Munk Jensen. Vi var ikke helt enige om tingene i løbet af kampen.

- Jeg måtte på et tidspunkt ud for at tale ham til ro. Jeg stod et godt stykke fra ham, da han jo er et hoved højere end jeg. Støvring scorede i sidste minut til 1-0 og vandt kampen. Efter kampen kom Henning ind og undskyldte sin opførsel. Jeg blev lige pludselig en ganske glimrende dommer. Ak ja.

- I et topopgør i serie 2 mellem Sæby og GVL Løkken var der omkring 500 tilskuere på Sæby gamle stadion. GVL Løkken vandt 2-1. Det var tilskuerne naturligvis ikke glade for, men det viste sig dog, at da sæsonen var slut, rykkede både GVL Løkken og Sæby op i serie 1.

Uenig træner

- I en kamp var den ene træner bestemt ikke var enig med mig. Han kom direkte hen imod mig efter kampen og startede med at sige:

- Det var ellers en god kamp. Jeg vidste godt, at det ikke var det sidste, han ville sige.

Derfor sagde jeg:

- Det kan godt være, jeg så den slet ikke. Han blev helt paf, så vi kom ikke til at snakke mere om den kamp.

Kaj Wagner har også været linjevogter, og her hunsker han især en kamp i Aalborg Chang og en på Frederikshavn Stadion.

- Der var en dommer fra Aarhus, men der kom ingen linjedommere. Jeg blev tilkaldt pr. telefon sammen med en mere fra Frederikshavn. Vi fik afviklet kampen lettere forsinket.

Dana Cup

Der har været mange spændende oplevelser for Kaj Wagner ved Dana Cup ( Cup No. 1) i Frederikshavn.

- Der har jeg fået lov til at dømme hold fra det meste af verden.

- Jeg har i to omgange været medlem af bestyrelsen i Frederikshavn Fodbolddommerklub, og medlem af diverse udvalg. Jeg har undervist kommende dommere, heraf ni dommere kom fra Læsø.

At man ikke skal være fodbolddommer for pengenes skyld viser Kaj Waqners honorarer.

- I 1978 fik jeg udbetalt 130 kr. i honorar og kørsel for en seniorkamp i Skagen. Jeg skulle betale kampafgift og gebyr tilbage til dommerklubben.

- I dag er beløbet 524,52 kr. minus 18 kr. til klubben, så det er trods alt steget i løbet af de knap 40 år.

Fremover vil Kaj Wagner bruge endnu mere tid på Frederikshavn golfbane, ligesom han er engageret i Ældre Sagen, hvor han laver plakater og annoncer.

Annonceret indhold

Nyeste