Billede beskrivelse

Selvpluk af græskar i kartoffelferien

15. oktober 2024 kl. 14.04

SÆBY: Efter en god lang jordbærsæson plejer Jensen Jordbær at lukke butikken ned den 1. september.

I år har ejerne, Charlotte og Claus Jensen udvidet såvel sortiment som sæson i deres gårdbutik på Hestvangvej 6 nær Sæby.

Billede beskrivelse

Det innovative ægtepar søger til stadighed at finde nye forretningsområder. De seneste år har de avlet og solgt jordbær, kartofler, gulerødder, rabarber, hindbær, løg og hvidløg. I år har de udvidet produktionen med en masser flotte græskar.

De orange og grønorange græskar er nu blevet plukkemodne og klar til at blive brugt i halloweenkonceptet.

Gårdmiljø

Ud over at sælge friske produkter på Jordbærgården har parret de seneste år gjort meget for at lokke kunderne ud på landet.

Billede beskrivelse

Der er blevet gjort meget for at understøtte det idylliske og rolige landmandsliv, som det blev levet i Morten Korchs gamle ikoniske film.

Der er således blevet bygget et par små huse og gårdmiljøer til høns og kaniner, som børnene gerne må fodre og kæle for. Eller der kan bygges sandslotte i den store sandkasse.

Der er altid gratis saftevand, te og kaffe på kanden og der kan købes nybagt kage.

Billede beskrivelse

De der har lyst til at bage deres eget brød, kan købe dej og lave snobrød over bål.

Senest er den hyggelige ”Mutters Butik” kommet til med mange nipsting, blomster, gavekurve samt fristelser til hele familien.

Kartofler

De der er til nyopgravede kartofler kan nøjes med at gå ud på marken og samle dem op.

- Vi har ændret konceptet med grav-selv. Den megen regn de seneste dage har bevirket, at jorden er blevet for tung at grave i, forklarer Charlotte Jensen.

Billede beskrivelse

Halloween-åbent

Kunder fra hele landsdelen valfarter i stigende grad til Jordbærgården i sommermånederne, men hvordan vil kunderne tage imod selvpluk af græskar og kartofler om efteråret?

Lørdag den 12. oktober klokken 10 kunne familien Jensen sammen med et par medarbejdere for første gang slå dørene op til græskarsatsningen.

Al tvivl blev gjort til skamme - kunderne kvitterede med at møde talstærkt op helt frem til lukketid klokken 17.

Billede beskrivelse

Mange børnefamilier fyldte bordene i laden, hvor græskarhovederne blev udhulet og skåret ud med forskellige ansigtstræk, alt efter ens kreative evner.

Inden åbningsdagen havde ”Den Bette Maler” ved Charlotte Rømming medvirket med ideer til at udsmykke gården, så de besøgende kommer i den helt rigtige halloween stemning.

Med et læs halmballer og et halvt hundrede græskar har hun iscenesat en kulisse med masser af sjove ansigter der giver en munter stemning på en lidt uhyggelig baggrund.

For de der vil lade kreativiteten blomstre med udskæringer eller male sjove ansigter på græskarrene, stiller Charlotte Rømming sig til rådighed med gode råd og fif, onsdag den 16. oktober mellem klokken 10 og 14.

Billede beskrivelse

- Jeg glæder mig til at hjælpe med at vise nogle teknikker for at få det rette udtryk frem i ansigtstrækkene, siger Charlotte Rømming.

For at vise, at græskar sagtens kan bruges til andet end udsmykning serveres der tirsdag den 15. oktober klokken 12 smagsprøver på græskarsuppe.

Jordbærgården – eller nu Græskargården holder åbent i skolernes efterårsferie fra klokken 10 til 17.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste