Selv priserne slumrer hos Helles B&B
SÆBY: Hos Helles Bed & Breakfast er der ingen roomservice, bar, restaurant, pool og fitnessrum, men mulighed for at få de basale behov dækket i form af en rolig nats søvn i gode senge og man har selv fornøjelsen af at tilberede sin morgenmad i fælleskøkkenet.
Helle og John Sørensen har drevet pensionat på Chr. Pedersensvej siden 2008, hvor de købte den gamle bygning fra før 1900-tallet.
Huset har i flere år været anvendt til tandlægepraksis og for at beskytte mod røntgenstrålinger er der inde i væggene i to af rummene indlagt blyplader, der udover at beskytte mod stråler også sænker støjen mærkbart, hvilket sjældent er en ulempe, når der tilbydes uforstyrret søvn tæt på byens centrum.
Samme pris i 12 år
John Sørensen oplyser, at langt størstedelen af deres gæster kommer år efter år og de første turister fra 2008 står stadig på gæstelisten. Da deres kunder således er yderst loyale over for pensionatet, har Helle og John valgt at tilgodese deres trofaste gæster og alle andre ved ikke at hæve værelsespriserne gennem alle årene.
- Vi har de samme priser til alle, som da vi startede op for godt 12 år siden og priserne er de samme over hele året.
- Trods coronakrisen har vi ikke mærket en nedgang i belægningen. Vi har altid haft mange gæster fra Danmark, der kommer som par, ligesom håndværkere og rejsemontører er flinke til at besøge os, siger John.
Trofaste gæster fra Norge
Nogle af stamgæsterne er Ros-Mari og Morten Berger fra Halden i Norge, der gennem deres mange besøg har forelsket sig i Sæby.
Det er 10. gang de denne sommer har fornøjelsen af at besøge Sæby. De første år, da de havde hjemmeboende børn, overnattede de på Sæby Søbad Feriecenter, hvor der var god plads til en familie på fire. Første år i Sæby som par, blev på Hotelpension Aahøj, ligesom de også har haft mange fine ophold i deres 32 fods motorbåd i Sæby Havn.
De seneste 5 år har de nydt at bo hos Helles Bed & Breakfast. Vi kosor (hygger) os her, siger de samstemmende. Værelserne er fine og der er rent og pænt. Vi kan godt lide den afslappede atmosfære og den uformelle omgangstone hos Helle og John.
Udover at ligge godt geografisk placeret, når vi besøger andre skønne byer som Skagen, Løkken og Ebeltoft, så er Sæby en dejlig tryg by at opholde sig i.
Når det ikke står shopping og restaurantbesøg, løber Ros-Mari en tur rundt i byen hver morgen og sammen tager de på cykelture i området, på cykler de låner hos pensionatet.
Helles Bed & Breakfast har i alt 6 individuelt indrettede værelser, alle med fælles bad & toilet. Nogle af værelserne har håndvask på værelset. På 1. salen med synlige hanebjælker, er der to værelser, hvor det ene er indrettet som familieværelse samt fælles bad og toilet og et fuldt udstyret køkken til fælles brug. I stueetagen er der fire dobbeltværelser, fælles bad og toilet og stort køkken, hvor hylderne er fyldt med alle gængse morgenmadsprodukter til fri afbenyttelse.