Se listen: Her bliver Nordjyllands dyreste huse solgt
2021 blev et godt år for de nordjyske husejere. Tal fra Boligsiden viser, at den gennemsnitlige salgspris for villaer i Region Nordjylland steg med 5,6 procent i forhold til det foregående år.
Det svarer til en værdistigning på 140.000 kroner – altså mere end 10.000 kroner om måneden – for husejere, hvis hus var 2,5 mio. kroner værd ved indgangen til 2021.
Aalborg topper
Det er ikke overraskende, at Aalborg Kommune topper listen over de nordjyske kommuner med den højeste salgspris per kvadratmeter. Villaerne i Aalborg Kommune er blevet solgt til en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 15.547 kroner i 2021 – mens villaerne centralt i postnummer 9000 holdt en pris på cirka 22.000 kroner per kvadratmeter.
I den anden ende af skemaet ligger Morsø Kommune. Her blev villaerne i 2021 handlet til en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 6.344 kroner.
Mindre afstand mellem dyr og billig
Huspriserne er med andre ord 2,5 gange højere i Nordjyllands dyreste kommune sammenlignet med den billigste. Det står i kontrast til billedet på landsplan, hvor huspriserne i de fem dyreste kommuner nu er 10 gange højere end i de billigste.
Det er også værd at notere sig, at de gennemsnitlige salgspriser i Morsø Kommune er steget med hele 15 procent i 2021 sammenlignet med 2020. Her kan Aalborg Kommune ”blot” fremvise en stigning på 7 procent, mens Frederikshavn, der er en anden kommune i den dyre ende af skemaet, blot så priserne stige med 1 procent det seneste år.
Mindre vildt i 2022
Størstedelen af handlerne fandt sted i første halvdel af 2021. Og husejere skal ikke forvente samme stigninger i 2022 som i det foregående år.
- I de seneste fire-fem måneder har priserne på huse og lejligheder stået nærmest stille. I hvert fald er priserne steget mindre end én procent i den periode. Det fortæller ret præcist historien om boligmarkedet i efteråret, hvor antallet af handler faldt i forhold til den høje aktivitet, der var på markedet i starten af året. Det satte en prop i de store prisstigninger, og nu ser vi så endnu en måned, hvor priskurven har fortsat den stabile udvikling, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Kommune:Kvm-pris:
Aalborg15.547
Rebild11.484
Frederikshavn11.074
Jammerbugt8.947
Hjørring8.500
Mariagerfjord8.462
Thisted7.862
Brønderslev7.830
Vesthimmerland7.285
Morsø6.344
Listen viser den gennemsnitlige kvadratmeterpris for alle gennemførte hushandler af villaer i de pågældende kommuner i 2021. Læsø Kommune er ikke med på listen, da der ikke er gennemført nok hushandler til, Boligsiden har data herfor.