Lucia-show på isen
FREDERIKSHAVN: Den 13. december, på selve Luciadagen, afholdt Skøjte- og Sportsforening Nord sit traditionsrige Lucia-show på isen. I henhold til traditionen blev der stemt om årets Lucia-brud, og valget faldt på Marie Pallesen.
Marie, som er en af foreningens dygtige funskate-løbere, er kendt som en venlig og vellidt person blandt både løbere, trænere og frivillige.
I forbindelse med showet blev der også uddelt flere priser. Årets Ildsjæl-pris blev tildelt Søren Andersen, som aldrig siger nej, altid møder op med et smil og er klar til at hjælpe, hvor der er behov.
Årets Løber blev Wendell Hansson, som igen har vundet titlen som danmarksmester og samtidig sat samtlige danske rekorder i junior herrerækken.
En fast og værdsat tradition ved showet er besøget af Frederikshavns egen julemand, som igen i år skabte stor glæde blandt både børn og voksne. Publikum kunne opleve hele 21 forskellige shows, og der var en fantastisk stemning i hallen med stor variation i optrædenerne.
Om en måned deltager otte af foreningens løbere i en international konkurrence, og derfor får de ikke helt juleferie. Torsdag den 18. december er sidste træningsdag for skøjteskolen i år, og alle er velkomne fra kl. 17 til at prøve kræfter med isen - gratis.