Elite stormer i finalen med 6-0-sejr
SKAGEN/FREDERIKSHAVN: Skagen/Frederikshavn Elite spillede sig lørdag i finalen i Elitedivisionen i padel efter en imponerende 6-0-sejr over PadelPadel fra København. Kampen fandt sted foran cirka 200 tilskuere i Padel 99 i Frederikshavn.
Finalen spilles allerede lørdag den 20. december i Racket Club Taastrup. Her venter Racket Club Elite, som vandt grundspillet og dermed har fordel af hjemmebane.
– Det bliver en vild kamp mod de forsvarende mestre, men vi tror på, at vi har kvaliteterne til at vinde i Taastrup, siger holdets spillende træner Pablo Figueroa.
Til semifinalen havde Skagen/Frederikshavn Elite hentet hele det svenske stjernehold over Kattegat. PadelPadel stillede også med stærkeste opstilling, og tilskuerne blev vidner til det, en af dem beskrev som "padel fra en anden planet".
Hjemmeholdet lagde stærkt ud og kom hurtigt foran 2-0 med sejre til Adam Axelsson/Willy Tiger Släryd og Pablo Figueroa/Johan Fors. Den tredje kamp tegnede til at blive vanskelig, da Malthe Nielsen og Linus Frost var bagud 6/7, 2/5 mod Emil Lilleøre og Anton Andersson. Men efter et bemærkelsesværdigt comeback vandt de kampen 6/7, 7/6, 6/4 – en kamp, der varede hele to timer.
Herefter manglede hjemmeholdet blot én sejr for at sikre finalepladsen, og den kom hurtigt. Adam Axelsson og Pablo Figueroa vandt sikkert med 6/1, 6/2.
I de sidste to kampe kom Skagen/Frederikshavn Elite bagud i første sæt, men formåede at vende begge opgør til sejr i tre sæt.
– Jeg er meget tilfreds med spillernes indsats, og det glæder mig, at alle otte spillere i truppen kom i aktion, siger Pablo Figueroa, der i anden runde satte Gustav Eriksson og Sofus Brønnum ind.
Semifinalen blev samtidig højdepunktet i fejringen af Padel 99’s ét års fødselsdag.
– Med 200 tilskuere, fantastisk padel, en sejr, æbleskiver, kagemand og gløgg kunne vi ikke ønske os mere. Nu tager vi til Taastrup på lørdag og vinder pokalen, smiler Mikal Toft, medejer af Padel 99, der sammen med Skagen Padelcenter står bag Skagen/Frederikshavn Elite.