Se billederne: Elever prøvede kræfter med journalistikken
Som optakt til Børnekulturnat i Sæby havde 45 børn på Sæby Friskole øvet sig i at blive journalister, hvor de skulle dække arrangementet fredag 2. september.
Eleverne havde fået fire sider i Sæby Folkeblad til på forskellig vis at beskrive børnekulturnatten, der fandt sted fra klokken 17.00 til 20.30, hvor temaet var eventyr og poesi.
Journalist og forfatter Gerd Laugesen fra Kulturskolen Viborg var gæstelærer to dage før kulturarrangementet.
Med afsæt i sin erfaring med undervisning i skrivekunst har hun først og fremmest ønsket at åbne eleverne og give dem lyst til at skrive.
- De skal være nysgerrige og ikke være bange for at stille spørgsmål.
- Vi gravede ned i ordene og satte dem sammen. At skrive handler om at gå ind i det uvisse, men samtidig være konkrete om det passerede, pointerede Gerd Laugesen.
Som redaktør af Friskolens avistillæg havde Gerd Laugesen aftalt med eleverne, at de skulle skrive deres historier ud fra tre temaer: mysterier, stil og farven rød. Resultatet heraf kan ses andet steds i Sæby Folkeblad.
Børnekulturnat Sæby
Der var rigtig meget at skrive om for journalistspirerne. Børnekulturnatten bød på mangeartede kulturelle indslag i form af eventyrfortælling, koncert og teater samt masser af sjove og lærerige aktiviteter, som børnene kunne være en del af på syv forskellige lokationer. De fysiske afstande blev bundet sammen af Sten Marcussens ladvogn trukket af to Oldenborgere, der sørgede for, at deltagerne blev transporteret rundt i byen.
Ildshow
Efter tre timers hektiske kulturoplevelser blev aftenen rundet af med et forrygende ildshow på torvet fremført af aktivitetsforeningen Rødder og Vinger, som i en halv time med sikker hånd jonglerede med fakler og svingede ildkugler rundt i luften.
Brændt barn, skyr som bekendt ilden – og dem var der ikke mange af på torvet fredag aften. Godt 200 børn med familie stod som paralyseret og inhalerede alle kunster med ild.