Billede beskrivelse

Sankt Hans med bål i Haldbjerg

21. juni 2017 kl. 07.00

For første gang nogensinde blev der sidste år holdt en båltale ved Sankt Hans-bålet i Haldbjerg. Det var Frederikshavns populære borgmester Birgit Hansen, der takkede ja til at være taler ved bålet på "Pynten", der ligger højt hævet over E45 ved Vangen.

Igen i år er det lykkedes at få fat i en taler, der har et budskab og har formatet til at få det frem. Det er frederikshavneren Per Frank Hansen, der er formand for Nordjyllands Kystmuseum og som tidligere gennem mange år har været chef for Flådestationen i Frederikshavn.

Det er den stedlige grundejerforening, der står bag initiativet, og foreningens formand, Bjarne Krogh-Pedersen siger, at det igen i år er en visionær og vidende taler, som helt sikkert har en mening om Frederikshavn Kommune som turistområde.

- Jeg kender Per Frank Hansen fra mine mange år i Søværnet og har stor respekt for hans holdninger og for hans visioner, så jeg håber på, at vi igen i år må få et flot fremmøde ved vort bål, siger formanden og fortsætter: - Og når vi så i år, efter at bålet er tændt og Midsommervisen er sunget, begiver os ned til den store legeplads i samlet trop for at få pølser og sodavand - og måske en pilsner til farmand - tror jeg bestemt det bliver en fin aften. Det er klokken 20, at Per Frank Hansen taler i Haldbjerg.

Generalforsamling for nylig

Haldbjerg-Vangen Grundejerforening har netop holdt sin ordinære generalforsamling, hvor beretningen og regnskaberne blev præsenteret af formanden og kassereren og vedtaget af forsamlingen med applaus.

Alle valg ved generalforsamlingen var genvalg, og på det efterfølgende bestyrelsesmøde konstituerede bestyrelsen sig med Bjarne Krogh-Pedersen som formand, Morten Bundgaard som næstformand og Margit Pedersen som kasserer. Mia Morsing Nielsen blev sekretær mens Anette Bjerregaard Nielsen, Line D. Jensen og Peter Pedersen er alm. bestyrelsesmedlemmer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste