Billede beskrivelse

Sangkor har fået nyt navn - og mangler job

30. juli 2018 kl. 11.20

Det, der indtil for kort siden var kendt i Frederikshavn og store dele af Vendsyssel under navnet "Ældre Sagens Sangkor", har nu skiftet navn og hedder fremover “Seniorkoret Frederikshavn, Ældre Sagens Sangkor". Koret er stadigvæk en del af Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø.

Begrundelsen for navneskiftet er ganske simpelt, siger formand for sangkoret Jutta Rasmussen.

- Vi tror, at betegnelsen “Ældre Sagens Sangkor", er med til at holde nogle potentielle nye medlemmer borte, hvorimod "Seniorkoret" dækker lidt bredere, og måske og forhåbentlig vil tiltale og tiltrække flere medlemmer, der har lyst til at synge i kor, og mærke glæden ved sang i et dejligt fællesskab. Det er ikke sådan fat, at koret er nede på få medlemmer. Vi ligger stabilt på omkring 50 deltagere, på de ugentlige øvedage. Dog er der visse sangstemmer hvor vi uden problemer kan bruge yderligere deltagere. Det drejer sig for kvindernes vedkommende om Alt, der er den mørkere kvindestemme.

Hos mændene er det tenor-stemmer, der er færrest af, men også basserne kan bruge forstærkning.

Usædvanligt har sangkoret ikke så mange engagementer i efteråret.

Bortset fra "Høstgudstjenesten" på Knivholt den 19. august, er kalenderen blank indtil julemåneden, hvor der er julegudstjenester i Abildgård kirke og Ældre Sagens julekoncert i Frederikshavn Kirke. Så hvis der hos nogle foreninger, kirker, plejehjem, ældrecentre og lignende, skulle være interesse for at se og høre koret i efterårets løb, er vi blot en telefonopringning borte.

- Seniorkoret Frederikshavn, som alle skal vænne sig til at kalde sangkoret, indleder efterårssæsonen med de ugentlige øvedage fredag 24. august fra klokken 14 til 16 i Abildgård Kirkes store sal.

Alle, der ikke er helt tonedøve og har lyst til at gå glad hjem klokken 16 fredag eftermiddag, er meget velkomne, slutter Jutta Rasmussen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste