Samlingsmærke gennem 100 år
Kvissel Borgerforening markerer 100 års jubilæum i Kvissel Fritidshus 30. oktober




I år er det præcis 100 år siden gode folk i Kvissel besluttede sig for at forene sig i Kvissel Borgerforening.
Oprindeligt hed foreningen Kvissel Håndværker og Borgerforening og den første formand var snedker Emil Græbild.
At det var en mand, der indtog pladsen for bordenden var ikke overraskende på den tid. Husk på at kvinderne først fik stemmeret til sognerådet i 1908.
Og her 13 år senere var det ikke overraskende, at det udelukkende mænd, som deltog i stiftelsen af borgerforeningen. Første kvinde der blev valgt til bestyrelsen var Mary Pedersen og det var i 1947.
Gennem de 100 år har der været 25 forskellige formænd og et utal af bestyrelses-medlemmer.
- Uden alle de frivillige personer, og det gå-på-mod der har været gennem alle årene havde der højst sandsynlig ikke været nogen borgerforening i vores landsby, fortæller Jørgen Holm Andersen, der har sæde i Borgerforeningens bestyrelse anno 2021.
Nogle af de projekter borgerforeningen har været med til at iværksætte gennem tiderne e købet af Bøgelunden i 1942.
Det gælder også opsætningen af mindestenen for anden verdenskrigs afslutning, købet af legepladsen først i tresserne og erhvervelse af Fritidshuset midt i 70’erne.
For 10 år siden kom så den nye lege- og samlingsplads til og for fem år siden var foreningen fremme i skoene for at sikre en hjertestarter til Kvissel.
Ud over denne indsats har Borgerforeningen gjort gavn i forhold til at sikre det sociale liv i Kvissel.
I anledning af jubilæet kalder den jubilerende forening til reception i Kvissel Fritidshus, for alle interesserede og selvfølgelig især for borgere i Kvissel.
Receptionen holdes lørdag 30. oktober kl 10.30 -14. Her er Kvissel Borgerforening vært, ved brød, rundstykker, pålæg, kaffe og the og selvfølgelig en dram eller to.
Ved receptionen vil der også være en smagsprøve på det Madsen-show, som indtager Kvissel Station sidst i november.
Af hensyn til serveringen, bedes man tilmelde sig hos borgerforeningens formand Lajla Willumsen tlf. 20461394
Samme dag præsenterer Borgerforeningen et jubilæumsskrift, som fortæller historien i detaljer om de 100 år, der er gået.
- Det er et jubilæumsskrift, der hylder alle de frivillige som i fællesskab har gjort det muligt at have en borgerforening i Kvissel, understreger Jørgen Holm Andersen.
Der er brugt mange timer på at skabe jubilæumsskriftet, og uden Egnsarkivet for Aasteds hjælp, ville det ikke blive så fyldestgørende, som det er blevet.