Billede beskrivelse

Særligt arrangement skal lokke svenskere til Frederikshavn

11. juli 2023 kl. 06.01

Mere end 2.300 svenske familier tog Tordenskiolds Bys nye børneaktiviteter med storm, da Tordenskiold-folkene deltog i Gøteborgs 400 årsjubilæum først i juni.

- De samlede stempler i en soldaterbog og kunne dermed deltage i vores konkurrence under Gøteborgs Jubilæumsfestival, fortæller Jan Michael Madsen fra Fonden Tordenskiold.

Her kunne de svenske børn nemlig opleve Tordenskiolds By på kajen, midt i den store jubilæumsfestival. De deltagende børn kunne få udleveret en soldaterbog, som de så skulle samle stempler i under besøget i aktiviteterne på kajen. Og med en korrekt udfyldt soldaterbog med navn og emailadresse, fik publikum adgang til at deltage i konkurrencen om rejser til hele familien med hotelophold og oplevelser i Frederikshavn.

I lørdags blev de 12 vindere udtrukket i Tordenskiolds By. Handelschef Dan Kobberup og Jan Michael Madsen fra Fonden Tordenskiold, foretog udtrækningen og vinderne har modtaget direkte besked. De 2.300 e-mailadresser på svenske familier i Gøteborg, modtager alle en mail med en hilsen fra Frederikshavn med en tak for deltagelsen i konkurrencen, samt selvfølgelig en mulighed for at modtage fremtidige nyheder om oplevelser hos naboerne i Frederikshavn.

Præmierne har en værdi på mere end 25.000 kr. og er skænket af Hotel Frederikshavn, Hotel Herman Bang, Park Hotel, Scandic The Reef, Hotel Jutlandia, samt Fiskebaren Café & Spisehus, 2takt Café & Brasserie, Restaurant Nerd, Moby Dick, Palmestrandens Ishus, Farmfun og FREDERIK.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste