Sæby Varmeværk vil være co2-fri: Grøn plan for datacenter og varmeværk
Synergien mellem datacentrets behov for afkøling og varmeværkets behov for varme går hånd i hånd
Alle politikere, der stiller op til de kommende valg, kappes i denne tid om at være mest grøn og fortæller gerne, hvor de vil sætte ind og hvad det koster af skattekroner.
Sæby Varmeværk gør noget ved den fælles udfordring og håber om få år at blive 100 procent Co2-frit.
Og det håb har de virkelig noget at have i - også selv om udviklingsplanerne indbefatter håndteringen af et kraftfuldt datacenter, hvor varmeværket skal stå for afkølingen.
Datacentret byder ind med et unikt koncept med vand til vandkøling, der gør, at centret bliver helt Co2-fri
Efter planerne bliver første etape på 4.500 m2, hvor alene bygningen kommer til at koste omkring 100 millioner kroner.
Datacenteret placeres ved Energivej/Sølystvej, sydvest for Sæby Varmeværk.
Varmeværket har i dag opstillet solfangere på en del af arealet.
Når Datacenteret kommer i drift kan varmeværket undvære en del af de solfangere, som i dag er opstillet på markerne syd for Energivej.
Sæby Varmeværk har fået udarbejdet et forslag til lokalplan og et kommuneplantillæg, som vil muliggøre byggeriet.
Planerne har været i offentlig høring i perioden fra 22. december til 16. februar og plan- og miljøudvalget anbefaler nu økonomiudvalget og byrådet at vedtage både lokalplan og kommuneplantillæg.