Bedste besøgstal i 30 år: Havneudvidelse har bestået
En havneudvidelse i Sæby har i mange år været en drøm for mange og er nu blevet en realitet til gavn og glæde for både lokalsamfundet, gæstesejlere og turister.
Baggrunden for udvidelsen af havnen var en øget efterspørgsel efter bådpladser til såvel hjemmehørende både som gæstesejlere. En efterspørgsel, som havnen ikke kunne efterkomme med den tidligere kapacitet på cirka 200 pladser.
Havneudvidelsen er også et ønske om at fremme hele erhvervs-, turisme- og bosætningsperspektivet, som Frederikshavn Kommune forventer at kunne give et stort løft med en investering på cirka 65 millioner kroner.
Havnen er blandt andet blevet udvidet med nye havnearealer og to nye bassiner med plads til 160 ekstra bådpladser.
Status for benyttelse af havnen et halvt år efter indvielsen er, at borgere og turister er valfartet til havnen.
Havnefoged Birger Isaksen oplyser, at der ikke siden 1992 har været så mange gæstesejlere og autocampere som i år, hvor det samlede antal udgør 7.800.
- I 1992 var bådene typisk mindre og krævede ikke så meget plads, men i dag er det ikke ualmindeligt, at bådene kan være 20 meter lange, siger Birger Isaksen.
Sæby Havn har efter sæson 2022 gjort status over brugen af havnen, og selvom de ekstra pladser ikke har været i brug i hele perioden, har der været et flot besøg på hele 5.700 gæstesejlere og 2.100 autocampere.
Tidligere udgjorde nordmændene hovedparten af anløbene, men som følge af de stigende brændstofpriser har der ikke været mange norske motorsejlere.
Havnefogeden oplyser, at brændstofprisen for en tur over Skagerrak godt kan snige sig op på 40.000 kroner, hvilket holder mange fra de længere ture.
I år har danskerne til gengæld været den største kundegruppe, hvor 1900 både har anløbet havnen, hvilket udgør 33%.
Sæby er dog stadig en populær destination for nordmænd og svenskere, som er registreret med henholdsvis 1.500 og 1.400 både, som tilsammen udgør cirka halvdelen af besøgene.
Afstanden gør formentlig, at havnen ikke fik så mange tyske besøg. Herfra kom 700 både, hvilket svarer til 12%.
De sidste 200, svarende til 3,5% gæstesejlere, kom typisk fra Holland, Schweiz, Storbritannien, Frankrig og USA.
En aktiv og levende havn
Den stigende interesse for at besøge og anvende Sæby Havn afspejler sig ligeledes i efterspørgslen på at leje de små redskabsskure på yderhavnen.
For at forbedre havnemiljøet er det planlagt, at der i alt skal opstilles 90 skure på hver ni kvadratmeter, der kan anvendes af havnens maritime brugere eller kan danne base for nye aktiviteter, der kan understøtte havnen som udflugtsmål.
Der blev i 2022 opstillet 20 skure, og straks i det nye år vil der blive opsat yderligere 20 til udlejning til 6.700 kroner pr. år.
- Der er i øjeblikket 100 personer på venteliste til skurene, oplyser Birger Isaksen.
Af Frederikshavn Kommunens regulativ fremgår bl.a., at skurene ikke må benyttes til beboelse eller indrettes med pantry til madlavning eller lignende.
Udlejningen sker ud fra et pointsystem. Her vægtes ansøgerne bl.a. på, om man er bosiddende i Frederikshavn Kommune, har bådplads i Sæby Havn, har ønske om at leje skur til udsalgssted for kunsthåndværk, hobby eller lignende, er lejer af gamle skure eller i forvejen har eget skur på lejet grund på Sæby havn.