Sæby Handel gør klar til julen: Juletræ tændes 24. novemeber
Søndag den 24. november klokken 16.00 bliver det store juletræ tændt.
Julen er lysenes fest – og det hele begynder med, at den nye julebelysning i byen og torvets smukke træ skal tændes.
Tænding af træet sker traditionen tro ved, at Frederikshavn Brandvæsen stiller deres stigevogn til rådighed, hvorfra den gamle julemand kan nå topstjernen i træet.
Sæby Handelsstandsforening, der arrangerer juletræstændingen glæder sig til en hyggelig søndag eftermiddag med masser af glade og forventningsfulde børn og barnlige sjæle, fortæller handelschef Gitte Rørbæk-Løcke.
- Vi har i år fået lavet en slags shelter med siddeplads til 10 – 12 personer, hvor Civitan Clubben sørger for der kan nydes pølser, vand, æbleskiver med glögg eller bare slappes af og nyde varmen fra terrassevarmerne – med et lunt tæppe om benene, fortæller en stolt handelschef.
Sæbygardens nisseorkester spiller julens melodier og julemanden og hans hjælpere uddeler godteposer til alle de fremmødte børn og den ægte julestemning vil helt sikkert indfinde sig til duften af brændte mandler, der sælges på torvet.
Butikkerne og julehytterne på torvet holder åbent kl. 13.00 - 17.00
Som hjælp til julebelysningen har Handelsstandsforeningen udgivet en kalender, hvis overskud går ubeskåret til juleudsmykningen af Sæby. Kalenderen kan købes i de fleste butikker til 50 kroner.
Under overskriften ”Hjerternes Fest” indleder de handlende i Sæby den årlige store julekonkurrence.
- Hver gang du julehandler i de deltagende butikker får du udleveret et lille julehjerte.
Skriv dit navn og telefonnummer på hjertet, hæng det på julegrenen/juletræet i butikken, så er du med i lodtrækningen om flotte gaver, oplyser Gitte Rørbæk-Løcke.