Livet her

Så skal der bygges i mitbyen

A/S Trigon er klar med at sætte spaden i jorden til 32 eksklusive boliger på Værkergrunden

30. november 2020 kl. 08:00

KOMMUNEN: Efter byrådet for godt et år siden solgte den store Værkergrund til A/S Trigon er det lokale entreprenørselskab nu klar med alle tegninger, beregninger og tilladelser til det beboelsesprojekt, der kommer til at rumme 32 eksklusive midtbylejligheder,

Den seneste måned er der blevet afviklet møder med de interessenter, der allerede har meldt sig på banen og nu stiler Trigon efter at gå i gang med selve byggeriet efter årsskiftet.

Der bliver tale om et boligbyggeri i røde mursten med indbyggede altaner, et stort parkeringsområde samt en integreret biograf med fire sale og foyer.

Det sker i form af to punkthuse på Værkergrunden som kommer til at skabe en ny og markant profil for byen

- Vi synes, vi er lykkedes med at finde en løsning, der tilfører midtbyen en kvalitet uden at udfordre omgivelser, siger direktør Karl-Erik Slynge, Trigon, der glæder sig til at sætte spaden i jorden.

Det er ejendomsmægler Jens Jørgen Calundan, der forestår salget af de 32 lejligheder - og udgangspunktet er gunstigt.

25 procent af byggeriets lejligheder er enten solgt eller reserveret.

- Nu går vi så i gang med det endelige salg af hele projektet, siger Jens Jørgen Calundan.

Lejlighederne bliver i forskellige størrelser - hvor de mindste bliver 122 kvadratmeter og de største 134 kvadratmeter.

Hertil kommer altaner på 12 kvadratmeter og orangeri på 16 kvadratmeter,

Prissætningen bliver mellem 3,25 millioner og 5 millioner kroner.

Jens Jørgen Calundan understreger, at der bliver tale om et kvalitetsbyggeri som blandt andet har den fordel, at nabolejlighederne ikke støder op til hinanden.

- Dertil kommer at man har et stort lyst repos ved trappe og elevatoren på hele 40 kvadratmeter. Det er med til at rykke lejligheden helt ud på repos’en, siger Jens Jørgen Calundan.

Det er tegnestuen LBB3, der har sat stregerne til byggeriet, der samlet set kommer til at rumme omkring 32 lejligheder.

Det er den samme tegnestue, som står bag den nye p-plads på Rådhusøen - og det kommende byggeri føjer sig da også utrolig smukt ind i tankesættet om at vende aksen fra syd-nord til øst-vest.

Derfor er ideen om to punkthuse også glimrende, fordi den muliggør det helt naturlige forløb for gående helt fra Hangårdsvej ved Løve Apoteket op over Rådhusøen videre op af den nye poesitrappe gennem forløbet ved de to kommende punkthuse og helt op til Arena Nord.

- Vi synes også at opdelingen i de to punkthuse gør byggeriet lettere og luftigere, fordi man kan se igennem det og fordi vi eksempelvis ønsker eksklusive trappetårne i glas, der skaber en gennemgående synlighed, siger Karl-Erik Slynge.

Han er ikke det fjerneste i tvivl om, at der vil være købere til de nye lejligheder.

- Der er mange, der gerne vil bo i centrum, hvor man kan gå til alting. Den mulighed giver vi med dette byggeri, siger Karl-Erik Slynge.

Spaden sættes i jorden, når halvdelen af boligerne er solgt - og det forventer både Karl-Erik Slynge og Jens Jørgen Calundan er på plads i det tidlige forår.

Annonceret indhold

Nyeste