Billede beskrivelse

Så åbnes dørene igen

Pandemien lukkede frisører, hudpleje, optikere og meget andet - nu er dørene slået op igen

20. april 2020 kl. 05.01

FREDERIKSHAVN: - Jeg savner hverdagen. Og jeg savner mine kunder og mine kolleger.

Sådan siger indehaver af spa- og skønhedssalonen Den Syvende Himmel i Frederikshavn, Birgitte Dannervig.

Hun har i godt en måned haft lukket - præcis ligesom alle andre skønhedssaloner, frisører og tatovører.

Og Birgitte Dannervig glæder sig til at få sat en stopper for en måneds ufrivillig pause fra de faste rutiner.

Heldigvis kunne det lade sig gøre at sælge produkterne online. En stor del af den ære kan tilskrives Frederik, byens handelsstandsforening.

Her har man i samarbejde med bilforhandleren Pedersen og Nielsen givet muligheden for udbringning af varer for de lokale forretninger.

Det er handelschefen selv, Dan Kobberup, der sætter sig bag rattet og bringer varerne ud. Kvit og frit for forretninger og kunder.

- At vi skal ud med alle de her pakker til folk i nærområdet viser, at vi i Frederikshavn er gode til at stå sammen og handle lokalt, så man støtter de lokale forretninger, siger Dan Kobberup.

- Jeg er virkelig glad for, at folk vil blive ved med at støtte i den her tid. Og det hjælper også på at holde kontakten med nogle af de faste kunder, at de sender ordrer herind, siger Birgitte Dannervig fra Den Syvende Himmel, som åbner igen fra på tirsdag.

- Og jeg er blevet kimet ned hele dagen af kunder, der vil have en tid, siger hun i forlængelse af, at det natten til fredag blev besluttet, at saloner, tatovører, frisører og lignende må åbne igen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste