Billede beskrivelse

Rund fødselsdag på Solvænget

Anders Uno Lundberg fylder 100 år på tirsdag

09. maj 2019 kl. 08.20

SÆBY: Anders Uno Lundberg, Solvænget 10, Sæby, fylder tirsdag 14. maj 100 år.

Anders Uno Lundberg er født i Sverige, hvor han blev uddannet som ingeniør.

Han har siden 1945 boet i Danmark. De første år arbejdede han på Aalborg Værft, siden kom han som driftsleder til maskinfabrikken Pluto i Sæby, senere Atlas Copco, hvor han desuden var sikkerhedschef.

De sidste år i arbejdslivet var Uno Lundberg ansat som faglærer ved specialarbejderskolen i Frederikshavn.

Sang og musik har altid været Uno Lundbergs store passion.

Med sin sang og eget luth-akkompagnement har han gennem årene underholdt mange mennesker.

Sangkarrieren tog fart efter radioudsendelserne fra restaurant Kilden i Aalborg i sidste halvdel af 1940´erne.

Siden var han initiativtager til oprettelsen af Visens Venner i Aalborg, var troubadour i Chr.IV´laug i Aalborg.

Uno Lundberg var desuden kirkesanger, startede i Vor Frue Kirke i Aalborg og sluttede efter mere end 40 år som kirkesanger ved Hørby/Badskær kirker.

Uno Lundberg mistede sin hustru Gunhild Lundberg i 2014 efter 69 års ægteskab.

Dagen fejres med den nærmeste familie i hjemmet på Solvænget.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste