Run på Vangkær
Der er næsten udsolgt inden der er byggemodnet
SÆBY: Grundene til et nyt attraktivt boligområde ”Vangkær” er næsten udsolgte inden området er byggemodnet.
Det nye ca. 30.000 m2 store boligområde på hjørnet af Langtvedvej og Vangkærvej i den nordlige del af Sæby er omkranset af natur på alle sider. Mod øst istidskrænten med havudsigt, syd for ligger Nellemanns Have mod vest og nord er der marker med udsigt til Gedebjerget og sø.
Lars Jensen fra EDC Jensen & Riise Sæby oplyser at der på to måneder allerede er solgt 19 af de 27 udbudte parcelhusgrunde.
To tredjedel af grundene er solgt til unge familier hvoraf flere med børn.
Ejendomsmæglerfirmaet har registreret en markant øget interesse for at bosætte sig i Sæby. Det hurtig salg har vist at der er et behov for nye bosætningsmuligheder.
I Sæby, er der ud over Vangkær, stadig ledige grunde i udstykninger på Virkelyst, Sætravej, Hjulmagervej, Strandkanten, Strandager og efter en længere sagsbehandlingstid, forventes en større udstykning i den sydlige udkant af Sæby, snart at blive godkendt.
Det er vigtigt at interesserede købere har flere valgmuligheder om placering og priser at vælge imellem pointerer Lars Jensen.
Interessen for at bosætte sig i Sæby skyldes den positive udvikling byen generelt er inde i siger Lars Jensen og nævner som eksempel renovering og udbygning af Sæby Havn, opførelsen af Spektrum hvor flere samler sig om et stort udbud af aktiviteter, Kulturøen, Svømmebadet med kundevenlige åbningstider, kunstgræsbane et rigt foreningsliv med mange ildsjæle der tager hånd om tilflyttere uanset hvilken fritidsinteresse de måtte have og ikke mindst en fantastisk natur lige uden for døren.
Byggemodningen af Vangkær går i gang inden sommerferien og forventes at være afsluttet i december 2019.
Alle grundene er på cirka 1.000 m2 og sælges for mellem 600. - 1.350. tusinde kroner incl. tilslutning til fjernvarme, men ikke til de øvrige forsyninger som løber op i cirka 105.000 kroner.