Billede beskrivelse

Run på elbilerne: Ventetid til ny autouddannelse

Autobranchens Udviklingscenter: Der er i øjeblikket 13 hold i gang på el- og hybriduddannelsen, og der er lukket for tilmeldingen til langt ind i 2022

08. juni 2021 kl. 06.45

Otte mekanikere, mestre og andre fagfolk fra hele landet har netop fået bevis på, at de har færdiggjort den eftertragtede uddannelse som el- og hybridtekniker fra Autobranchens Udviklingscenter i Frederikshavn.

Alle mand bestod en praktisk og teoretisk prøve og afsluttede dermed et uddannelsesforløb, der har strakt sig over halvandet år – en smule forsinket af covid19.

Faglærer Sølve Gudmundsen, der er ankerlærer på uddannelsen, var tilfreds med den første eksamen:

- Alle gjorde et godt stykke arbejde og er nu klar til at servicere og vedligeholde el- og hybridbiler.

- De er bl.a. certificerede i at åbne batteripakker og skifte komponenter efter bilproducenternes krav. De er alle topmotiverede til deres arbejde, selvom det faktisk er en helt anden teknologi, end de er vant til fra benzin- og dieselbiler, siger Sølve Gudmundsen og fortsætter:

- De skal gå fra at arbejde med firetaktsmotorer til 3-fasede motorer og batteripakker. Et stort spring, men de er klædt på til det.

Autobranchens Udviklingscenter har i øjeblikket 13 hold i gang på el- og hybriduddannelsen, og der er lukket for tilmeldingen til langt ind i 2022.

30 mand står på ventelisten til 2021.

På grund af restriktionerne må man kun arbejde med 8-mands hold mod normalt 12 mand.

Andre aktører tilbyder enkeltkurser, men det mener Sølve Gudmundsen slet ikke dækker behovet.

- For at dække det behov og de opgaver som el- og hybridbilerne stiller, er et enkelt kursus slet ikke nok.

- Derfor har vi lavet det til et forløb over halvandet år, hvor vi kommer hele vejen rundt om teknologi, sikkerhed og praktisk viden.

- Vi er uddannede efter tyske, hollandske og franske foreskrifter og det giver en markant bedre kvalitet end et enkelt kursus vil gøre.

Ifølge Sølve Gudmundsen vil behovet for uddannelse i el- og hybridteknik kun vokse i de kommende år, og han glæder sig til at covid19-restriktionerne fjernes, så Autobranchens Udviklingscenter kan gå fra 8 til 12 deltagere på et hold.

Autobranchens Udviklingscenter ser også på at udvide de fysiske rammer samt arbejde yderligere med virtuel undervisning, som man har brugt en del i det seneste år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste