Rottekongens søn gæster byen

24. juni vil Cibrinos søn være blandt nisser og julemænd til "Jule i juni"

15. juni 2017 kl. 07.00

Når Frederikshavn den 24. juni lægger gader til "Jule i juni" med besøg af omkring 20-25 nisser og julemænd, vil Cibrinos søn være blandt nisserne og julemændene, som vi være med til at underholde rundt omkring i byen.

Mange husker stadig den legendariske gøgler, Rottekongen og entertaineren Cibrino, som ernærede sig som rejsende gøgler med rotter, papegøjer og lirekasse.

- Da jeg var ganske lille rejste familien en del rundt med min far, når han var ude sammen med omrejsende tivoli, eller når han senere blandt andet kørte landet rundt på sin knallert med, hvad han betegnede som "Danmarks mindste cirkus". Siden da har jeg levet en ret borgerlig tilværelse og senest med grafisk arbejde og EDB-support på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, hvor jeg de seneste godt 25 år har boet i Bramming, fortæller Cibrinos’ søn.

- Da vi i 2009 begravede min far på Rold Kirkegård, slog det pludselig ned i mig at "nu var scenen ledig", og jeg fik en ubændig lyst til at springe ud som gøgler og lirekassemand.

- Men som kørestolsbruger er det jo ikke lige sådan at håndtere en lirekasse på størrelse med et mindre romersk tempel, og efter kyndig rådgivning fra formanden fra foreningen Nordiske Lirekassevenner, Jørgen Rosland, hjalp han mig med at indkøbe en elektronisk styret harmonika, en slags lirekasse forklædt som harmonika.

- Og senere købte jeg også et sæt trommer af ham, som synkroniserer trådløst fra harmonikaen. Med trommerne anbragt på en lille vogn, som jeg trækker efter kørestolen, og harmonikaen udgør jeg et helt lille markedsorkester, som er populært rundt omkring i handelsstandsforeninger og på de store kræmmermarkeder, hvor jeg i øvrigt altid som mit faste image, har karameller eller bolsjer med som jeg deler ud til børn og andre barnlige sjæle. Og den 24. juni vil jeg være i Frederikshavn som "spillenisse".

Passion for gadegøgleri

- Jeg spiller ikke med tiggeri som formål, men fordi jeg har en passion for det gamle gadegøgleri fra den gang en spillemand og en lirekassemand drog rundt i gårde og gader og fik børn og voksne til at danse, men der er jo altid nogle, der gerne vil lægge en lille skilling for oplevelsen, og når jeg har dækket mine udgifter bruger jeg resten til at støtte en række frivilligt sociale formål. Og som min far ville have sagt: "Mine damer og herrer, tag godt imod "Den Fortryllede Harmonika", en oplevelse De sent eller aldrig vil glemme".

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste