Roklubben klar til sæson nr. 75
Lørdag 24. marts kl. 14 er der feststemning i roklubbens klubhus på Rønnerhavnen.
Den dag er der standerhejsning og klubben går ind i sin 75. sæson.
Klubben blev stiftet 13. maj 1943, midt under 2. verdenskrig og er "still going strong".
- Vi er rigtig glade for, at vi i år kan fejre 75. års jubilæum. Jubilæet fejres ikke med den store festivitas, siger kasserer Flemming Hansen, idet vores økonomi er lidt nede i en bølgedal, for at blive i det maritime sprog.
Jubilæet fejres internt i klubben i maj måned med en fest for medlemmerne.
Vintersæsonen, hvor bådene klargøres bådene og formen holdes ved lige i motionsrummet, er nu ved at være forbi og sommersæsonen står for døren.
- Det er altid med en vis spænding, man imødeser en ny sæson. Vi vil meget gerne have nye medlemmer siger formand Steen Larsen.
Klubben har omkring 50 medlemmer i øjeblikket og hovedparten er aldersmæssigt over 65 år.
- Vi vil gerne have flere medlemmer og er de under 65 år gør det bestemt ikke noget, men man skal huske, at man aldrig er ældre end man selv gør sig til.
Standerhejsningen holdes ved klubhuset på Rønnerhavnen.