Billede beskrivelse

Rekordmange får julehjælp: Dorthe melder om dobbelt så mange ansøgere

13. december 2023 kl. 16.01

Rekordmange familier i Skagen får julehjælp i denne uge.

Det oplyser Røde Kors i Skagen. Her har man i år modtaget ansøgninger fra mere end dobbelt så mange familier fra skagensområdet end i tidligere år. Det handler om familier, som søger økonomisk støtte til at skabe en tryg jul for deres børn. Og det er ifølge formanden for Røde Kors i Skagen, Dorthe Hauboe Frederiksen, en tendens som også ses på landsplan.

I Skagen regner formanden med at uddele julehjælp til omkring 25-30 familier.

Hjælpen falder tørt

Julehjælpen fra Røde Kors består af et gavekort til COOP på 900 kroner. Og selvom det næppe er nok til en prangende julefejring, gør det ifølge Dorthe Hauboe Frederiksen en kæmpe forskel for de familier, som får tildelt hjælpen.

- Røde Kors oplever familier, som for eksempel ikke har råd til at købe receptpligtig medicin til sig selv eller endda til deres børn. For dem er julen næsten ubærlig. Julehjælpen er chancen for at give sine børn en rigtig jul, som en kaldte det. Jeg tror, alle forældre kan sætte sig ind i, hvor vigtigt det er, siger formanden for Røde Kors i Skagen.

Oveni de 900 kroner som gavekortet til COOP lyder på, har Superbrugsen i Skagen doneret julegodter for 150 kroner til hver familie, og Røde Kors i Skagen har valgt at smide yderligere 100 kroner oveni det beløb, således at familierne udover julehjælpen altså får en kurv eller en pose med julevarer for 250 kroner.

Kriterierne for julehjælp er, at man er på overførselsindkomst og at man har børn under 18 år i familien.

Vil gerne hjælpe hele året

Det er første år, at der uddeles julehjælp fra den lokale afdeling, som i år er blevet etableret i Skagen sammen med Røde Kors’ genbrugsbutik på Buttervej.

- Tidligere har regionskonsulenten kørt rundt til de familier, som havde fået tildelt hjælpen. I år uddeler vi det herfra vores lokaler, siger den lokale formand for den nye bestyrelse og drømmer om flere medlemmer i Røde Kors’ bestyrelse i Skagen.

- Julehjælpen hjælper til jul. Men hvad med de andre 51 uger om året, spørger formanden. Med et par nye bestyrelsesmedlemmer håber hun, at Røde Kors Skagen kan hjælpe meget mere hele året rundt ved blandt andet at lave et netværkstilbud til familier med fællesspisning og aktiviteter en gang om måneden.

Bestyrelsen ønsker sig også en sekretær og et bestyrelsesmedlem med lyst til at udvikle organisationen og skabe gode rammer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste