Rejsende ved et tilfælde
Hans Berthelsen troede oprindeligt, at han skulle være typograf - i dag kan han ikke forestille sig noget bedre end rejsebranchen
Der ligger ikke nogen forkromet karriereplan bag den stilling, 62-årige Hans Berthelsen i dag sidder i som bureauchef på Samson Travels hovedkontor i Frederikshavn.
Samson Travel er ejet af HCK Holding Aalborg A/S og har også en afdeling i Odense og en i Aalborg Lufthavn.
Skal han takke nogen, må det være den onkel, der arbejdede som typograf i hjembyen Frederikshavn, men frarådede nevøen at komme i lære og følge i de fodspor.
- Han fik mig talt fra det. Der var ikke nogen fremtid i den branche, fortæller Hans Berthelsen.
I stedet arbejdede han et stykke tid som kontorbud hos rederiet Sessan Linjen, der for mange år siden sejlede på Frederikshavn - Göteborg.
- Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville, så jeg sagde ja til at komme i lære som kontorassistent hos Sessan, fortsætter han.
Og der var han, indtil konkurrenten Stena Line overtog Sessan i begyndelsen af 80’erne.
- Jeg fik tilbud om at flytte med over til Stena, men dengang var jeg en fri og uafhængig ung mand, så det havde jeg faktisk ikke lyst til. Det havde jo været ærkefjenden.
I stedet fik han et barselsvikariat på Frederikshavn Rejsebureau, der siden blev overtaget af FDM travel.
- Da var jeg i 24 år. Først mange år i Frederikshavn, og da den afdeling lukkede i 2002, flyttede jeg til Aalborg, hvor jeg var bureauchef hos FDM travel frem til 2008, da jeg kom til Samson Travel.
Da Hans Berthelsen begyndte i Samson Travel, var det mest erhvervsrejser, man arbejdede med:
- Siden har vi udbygget med tema-rejser med danske rejseledere. Vi har f.eks. ture til Rom, Skotland, Irland, og i denne uge er der en gruppe, der skal til Argentina og Brasilien. Vi prøver at lave grupperejser, der er lidt anderledes, end dem de store laver. De må gerne være lidt skæve, som man siger. F.eks. har jeg i forbindelse med turen til Argentina være nede og skabe kontakt til efterkommere af de danskere, der frem til 1930 udvandrede til landet. Dem skal gæsterne besøge undervejs.
Hvad er dine vigtigste opgaver?
- Det er at skaffe kunder til butikken. Jeg er med til at lave annoncerne, vi laver kataloger, og vi markedsfører os på hjemmesiden, på Facebook og på messer - der skaffer vi mange gode kontakter. Og så er det selvfølgelig at lede og motivere personalet. Men jeg er også sælger. Jeg producerer de fleste temarejser, og jeg laver mange af de lukkede grupperejser for foreninger, firmaer og lign.
Hvordan fik du dit nuværende job?
- Jeg var ved at køre lidt sur i det hos FDM travel. Jeg syntes ikke, jeg lavede andet end vagtplaner og statistikker. Jeg kendte ham, der havde stiftet Samson, og som lige havde solgt bureauet. Han fortalte, at han havde nævnt mig overfor den nye ejer. Han syntes, jeg skulle ringe til ham. Det gjorde jeg, og efter at jeg havde snakket med ham, fik jeg jobbet. Jeg tror aldrig, at jeg har prøvet at skrive en ansøgning til de job, jeg har fået.
Hvilke egenskaber er det en fordel at have i dit job?
- Det er en fordel at kunne holde mange mange bolde i luften. Der er aldrig to dage, der er ens. Det kan ikke hjælpe, at man tror, man kun kan lave en ting ad gangen.
Hvem har gavn af det, du laver?
- Det har mine kunder, og det har firmaet.
Hvad er din største bedrift på jobbet?
Hvis det drejer sig om at hjælpe kunder, tror jeg min største bedrift var under askeskyen over Island, hvor al flytrafik var mere eller indstillet i et par uger. Da havde jeg en gruppe på ca. 50 piger, der skulle til VM i cheerleading i Florida.
Deres tur blev aflyst. De skulle rejse en tirsdag. Om torsdagen blev luftrummet åbnet, og det lykkedes mig at skaffe plads til dem alle, så de rejste ud fredag og lige nøjagtig nåede til VM. På det mere forretningsmæssige område er det nok, at det lykkedes mig at få stablet den specielle tur til Argentina og Brasilien på benene. Den har nu kørt i fire år med udsolgt hver gang, og vi har stadig folk på venteliste.
Hvad er din største bommert?
- Jeg er da kommet til at sætte en forkert dato på en billet eller har glemt at fortælle, at man skulle have visum til et bestemt land. Man er jo kun et menneske. Men det har altid kunnet reddes. Jeg tror ikke, der er nogen, der ikke er kommet afsted - eller hjem igen.
Hvad er det bedste ved dit job?
Det er alsidigheden og friheden. Og at man er med til at gøre folk glade, man giver dem gode oplevelser.
Hvad er det værste ved jobbet?
- Det er, når noget går galt. Hvis du har 30 mennesker, der skal afsted, og der så er snestorm eller strejke i en af lufthavnene. Så skal du til at have fat i hoteller og busselskaber osv.
Hvad overrasker andre, når du fortæller om dit job?
Jeg holder sommerferie juli. Så spørger folk, hvordan i alverden jeg kan holde ferie midt i højsæsonen. Men da har vi har jo solgt rejserne, og folk er taget afsted. Så der kan vi også godt tillade os at holde ferie.
Hvordan ser fremtiden ud for din branche.
Dengang internettet vandt indpas, var der mange, som spåede, at rejsebureauerne ville lukke i løbet af få år. Sådan er det ikke gået. Der er stadig opgaver til os - det er bare nogle andre. Nu laver vi de mere komplicerede rejser. Skal folk bare have en flybillet til København eller London - det laver vi ikke meget af. Det kan folk selv finde ud af. Da jeg startede, lavede vi også billetter til Molsfærgen eller til toget - det har vi slet ikke noget at gøre med mere.
Tror du, at du har dit nuværende job om fem år?
Nej, til den tid er jeg nok gået på pension. Men jeg bliver da ved nogle år endnu.
Hvis du skulle have et andet job, hvad skulle det så være?
- Der var engang, hvor jeg sommetider sagde - hvis jeg var rigtig træt af det hele - at i næste liv vil jeg være postbud. Der skulle man ikke spekulere på noget, man skulle bare køre ud med breve. Og når man havde puttet alle brevene i postkasserne, havde man fri. Men det var kun, når jeg har været sporadisk træt af tingene, og jeg ville nok blive træt af det i længden.